søndag den 16. januar 2011

South Beach kuren

Jeg har som de fleste andre prøvet et hav af kurer: suppekur, frugtkur, "sult-dig-selv-kur", detox, kosttilskuds-kurer og mange mange flere. Alle uden held og kiloene er kommet tilbage, fordi kurene har været for komplicerede eller vægttabet er sket for hurtigt. Men så hørte jeg helt tilfældigt om South Beach kuren og købte bogen på nettet, og i dag tænker jeg: Hvor havde det været lækkert at have hørt om den kur før!


Så kort som muligt om South Beach kuren:
South Beach kuren er opdelt i 3 faser og målet er at hjælpe dig med vægttab på en sikker måde. Det er IKKE en kur, der bygger på masser af protein og næsten ingen kulhydrater, og det er heller IKKE en fedtfattig kur. Det er en ernæringsmæssigt holdbar kur og kostplan, der indeholder et bredt udvalg af sunde fødevarer, og som lærer dig at foretage bedre kostvalg resten af dit liv.

Fase 1:
Den korteste og strengeste fase af kuren. Den varer kun 2 uger. I denne fase får man sat fart i vægttabet og samtidigt stabiliseres blodsukkerniveauet, så spisetrangen mindskes. Det sker ikke med sult, men med kost baseret på sunde, magre proteiner (kød og fisk), masser af grøntsager, bælgfrugter, nødder, mager ost, æg og gode umættede fedtstoffer. Du får 3 lækre og mættende måltider om dagen samt 2 mellemmåltider, og du får sågar lov at spise lidt dessert. Fase 1 øger din motivation, da du taber dig temmelig hurtigt i løbet af de første to uger, men hovedformålet med denne fase er at stabilisere dit blodsukker og fjerne din trang til visse madvarer, så du får mere kontrol over, hvad du spiser.

Fase 2:
Her begynder du at tabe dig mere gradvist, og kuren ændre sig stille og roligt fra slankeprogram til livsstil. Du genindfører gradvist mange af de fødevarer, du ikke måtte spise i fase 1, f.eks. frugt, fuldkornsbrød og -pasta, brune ris samt visse rodfrugter. Du kan nu også tillade dig at drikke et glas vin til aftensmaden fra tid til anden.

Fase 3:
Denne fase begynder, når du er nået ned på din sunde vægt. Principperne i fase 3 er retningslinjer for, hvordan vi alle sammen burde spise. På dette stadie af kuren lærer du at forstå, hvordan du vælger de rigtige fødevarer og samtidig holder din sunde vægt ved lige.

Note og erfaringer:
Kuren kræver lidt planlægning - specielt i starten ind til man er kommet ind i en god rutine. Jeg gør som regel det at jeg af og til afsætter en hel søndag, hvor jeg står i køkkenet og laver morgenmads- og frokostportioner jeg kan fryse ned, således min travle hverdag kan blive det lettere :)

Jeg har pt ikke selv dyrket motion sideløbende med kuren, men har alligevel opnået stort vægttab. For mig er det vigtigt at gøre tingene, når jeg er motiveret for det, og jeg ved at jeg ikke vil kunne lave alt om på én dag - så én ting af gangen og i første omgang har jeg lagt min livsstil om. Dog med plads til også at smide tøjlerne en aften i ny og næ til et sidespring med restaurant og cocktails! (...efter de 2 føste faser).

Det er også vigtigt for mig at en kur ikke er for besværlig og kræver dyre og alt for specielle fødevarer for at kunne passe ind i min hverdag - og her har South Beach kuren været rigtig god, da der i bogen er skrevet hvilke fødevarer man kan benytte i de forskellige faser og så kan man selv lave lige hvad man vil med de bestemte fødevarer. Der er i bogen også en masse gode opskrifter, men jeg synes personligt selv det bliver for kompliceret og dyrt, hvis man følger kostplanen 100%. Som før skrevet har det virket rigtig godt for mig at lave "køkken-dage", hvor jeg laver nogle forskellige frokostretter og morgenmadsportioner, som jeg fryser ned og tager med på jobbet. Faktisk føler jeg at min hverdag er blevet nemmere nu end den var før jeg begyndte på kuren :)

Jeg vil ved hver af mine opskrifter her på siden, notere hvilke af faserne opskriften er "lovlig" i, så du kan hente inspiration.

4 kommentarer:

  1. Har lige bestilt bogen og glæder mig til at læse mere om alt det her. For ønsker en ny sundere livsstil, men er ikke fan af alle de kure jeg hidtil har fundet, hvor man nærmest ikke må kigge på noget 'usundt'. Og ønsker et varrigt vægttab og ikke noget der kun holder få dage.

    Er vild med din blog og der er nogen lækre opskrifter i mellem. Så bliver spændende at prøve noget af, når jeg kommer igang.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Mønneberg,

      Håber du får lige så stor succes, som jeg har fået med bogen. Det er dog vigtigt, at du ikke går kold, fordi du synes opskrifterne deri er avancerede - for det kan de godt være, da nogle af ingredienserne er lidt "amerikanske", men hvis du laver dine egne retter (eller bruger mine) med ingredienserne fra listerne i bogen, så går det hele noget nemmere :)

      Desuden kommer man ind i en rigtig god vane med at tænke alternativer for både stivelses- og sukkerprodukter - og når det først er på rygraden, så går hverdagen lige så nemt, som den plejer, bare med en sundere livsstil og med mere energi :)

      Slet
  2. Før hen spiste jeg ikke så meget, men var stadig buttet. Med denne kur synes jeg at man skal spise så meget og jeg føler at jeg tager på fordi jeg er mæt hele tiden.... jeg spiser mindst 250g grønsager morgen, middag og aften som der står i bogen jeg er bare bange for at jeg gør det forkert.... Hvad gør du?

    SvarSlet
  3. Hvor længe har du været i gang med kuren? Og har du set på vægten eller er det fornemmelsen af mæthed, der gør at du føler du tager på?

    Jeg kan huske, at jeg også havde fornemmelsen af at jeg bare skulle spise og spise hele tiden, da jeg som dig, førhen ikke spiste meget. Min vægt viste dog noget andet, den gik ned ad, så jeg var meget overrasket - og selvfølgelig glad :-)

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...