onsdag den 11. maj 2011

Syndig sunde fuldkornspizzaer

Til 3 pizzaer (ca. 35 x 35 cm)
(Er vist ikke helt lovlige pga. ostemængden, men man skal også have lov til at synde af og til. Hvis den skal være helt lovlig i fase 2 og 3 skal der skæres lidt ned på osten og der skal vælges fedtfattige oste)


Dejen:
200 g rugmel
50 g hvedemel
250 g durumhvedemel
3 dl lunkent vand
20 g gær
0,5 spsk salt
2 spsk olivenolie

Tomatsaucen:
200 gram friske tomater med masser af smag
50 g tomatpure
1/2 finthakkede løg
2 finthakket fed hvidløg
1 tsk vineddike
1 tsk tørret oregano
Salt og peber

Fyld 1:
100 g bøfmozarella skåret i skiver
40 g serranoskinke skåret i brede strimler
30 g soltørrede tomater skåret i strimler
Frisk basilikum

Fyld 2:
100 g bøfmozarella skåret i skiver
85 g røget kalkunbacon skåret i brede strimler
50 g smuldret fetaost
Frisk hakket rosmarin

Fyld 3:
Har frosset dejen ned til den sidste pizza - det bliver jeg glad for en dag det skal gå stærkt ;)

Sådan gør du:
Opløs gæren i det lunkne vand og tilsæt de andre ingredienser til dejen. Ælt dejen rigtig godt og længe til den har en dejlig smidig og en smule klæbrig konsistens. Sæt dejen til hævning i ca. 1 time.

Blend de friske tomater med tomatpuren. Rør derefter løg, hvidløg, vineddike og oregano i - og smag til med salt og peber.

Del dejen i 3 og rul den fint ud til 3 pizzaer. Fordel tomatsaucen derpå og top med fyldet. Bages nederst i en forvarmet oven på en pizzasten ved 300 grader i ca. 6 min.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...