søndag den 28. august 2011

Små rejekager

Til 4 personer (som hovedret)
Til ca. 8 personer (som tapas)
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren - helt ideelt til en tapas-anretning!)


Ingredienser:
500 g finthakkede rejer
2 fed finthakkede hvidløg
1 finthakket løg
1 finthakket rød chilifrugt
Fintrevet skal fra 1 usprøjtet citron
En håndfuld finthakket persille
100 g hvedemel
100 g kikærtemel
1 1/2 tsk bagepulver
Salt og friskkværnet peber
1 tsk paprika
4 spsk tør sherry
Saften fra 1 citron
Vand

Sådan gør du:
Bland de hakkede rejer med hvidløg, løg, chili, citronskal og persille i en skål. Pisk resten af ingredienser grundigt sammen til en dej. Mængden af vand skal være, så dejen får nogenlunde konsistens som en god chokoladekage-dej :) Bland derefter dejen med rejeblandingen.

Steg de små rejekager i lidt olie på er slip-let pande og server dem enten som en del af en tapas-anretning eller som hovedret med en god blandet salat :)

PS. Mængden af vand skal jeg nok præcisere i opskriften næste gang jeg laver dem, da jeg glemte at registrere hvor meget jeg fik brugt - pinligt... ;)

mandag den 22. august 2011

Græske frikadeller med tzatziki, tomatsalat og bagt aubergine

Til 4 personer
(Kan spises i alle faser af South Beach livsstilen)




Ingredienser:
450 g hakket kalv- og svinekød 3-7%
1 æg
1 revet løg
1 spsk. oregano
Salt og friskkværnet peber
100 g feta i små tern

2 auberginer skåret i grove strykker
6 tomater skåret i skiver
2 finthakkede løg
1 spsk rødvinseddike
2 spsk olivenolie
Salt og friskkværnet peber
1 tsk oregano

Tzatziki:
1 agurk
2 dl græsk yoghurt 2%
2 presset fed hvidløg
1 bundt hakket frisk dild
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Læg auberginestykkerne i et ovnfast fad med bagepapir, drys med salt og peber og bag dem i ovnen i 30 min. ved 200 grader varmluft.

Rør fars, æg, løg, oregano og salt og peber rigtig godt sammen. Vend til sidst feta forsigtigt i farsen. Form frikadellerne med en spiseske, der dyppes i varmt vand mellem hver frikadelle, så farsen ikke hænger fast i skeen og steg dem på en slip-let pande med en lille smule olie.

Drys tomatskiverne med salt, peber og løg. Bland marinaden af eddike og olie og smag til med salt og peber. Tomatsalaten hældes over med marinade og drysses med oregano inden servering.

Tzatziki:
Riv agurken og knug saften ud. Yoghurten røres sammen med hvidløg, dild og agurk og smages til med salt og peber.

fredag den 19. august 2011

Flytning, sommerferie og en blog-award!

Hvis man kan undskylde bagud, så er det det, jeg hermed gerne vil gøre :-)

Jeg har ikke været meget aktiv den sidste måneds tid, men som I næsten kan læse ud fra overskriften, har der været heftig aktivitet alle andre steder end i køkkenet - Vi har nemlig brugt en masse tid med at pakke ned, male og istandsætte tidligere lejlighed, flytte, smide utallige læs på lossen og pakke ud i ny lejlighed.

Desuden har der også været tid til en lille uges sommerferie, så nu burde jeg nok rigtig være ladet op - NOT! Nå, men jeg kan jo ikke sidde og have ondt af mig selv over at sidde i en lejlighed, hvor vi stadig ikke har fået alt på plads og over kun at kunne afholde en uges sommerferie; Nej jeg må i stedet glæde mig over snart at have fået pakket alle køkkentingene ud, have mere frisk luft og ikke mindst at kunne bruge en udtryk som "forstads-kilo" om de ekstra kilo, der har fået sat sig på sidebenene, mens jeg ikke har haft køkken-kontrol :D

Blog-award
Én ting kan jeg dog stadig juble over! Lige inden vi tog på ferie modtog jeg en blog-award af LevSundtNU og den har gjort mig så stolt og glad! Jeg har aldrig modtaget en award før! Tusind tusind tak for den Ditte!

For at acceptere blog-awarden skal man gøre følgende:
1. Takke og linke tilbage til den person, der tildelte mig awarden.
2. Dele 8 ting om mig selv.
3. Give den videre til 8 andre bloggere.
4. Kontakte de 8 bloggere og fortælle dem om deres pris.

8 ting som jeg gerne vil dele med jer:
1. Jeg tænker over hvad jeg spiser, men er ikke fanatisk - Der skal være plads til "synd" ellers er livet ikke værd at leve :)
2. Jeg tror ikke på, at man kan holde sig mæt ind til frokost med en smoothie!
3. Jeg glemmer folk er til stede, når jeg synger højt og (efter sigende) falsk på jobbet...
4. Jeg fandt i år ud af, at der er "indbyggede" konkurrencer i Tour de France.
5. Jeg har altid glædet mig til at blive pensionist, købe mig en rød filtjakke og samle mos i skoven til flotte dekorationer; som jeg så også lige skal lære at lave :)
6. Jeg taler til tider før jeg tænker, men er aldrig bange for at undskylde, hvis jeg får stødt nogen...
7. Jeg elsker at spille golf!
8. Jeg elsker, når andre kan bruge mine opskrifter og fif's!

Jeg vil gerne sende stafetten videre til:
Newyorkerbyheart – Birthe; Du er min inspiration til at komme i gang med en blog og jeg elsker at følge med på din blog!
Klidmoster – Malou; For lækre opskrifter i et dejligt lige-ud sprog og ofte underholdende tweets.
Gastromand – For lækre opskrifter, der kan få min mand i køkkenet!
Louilicious – For god inspiration og fantastiske fotos!
Marie Melchior – For lækre hurtig-retter til hverdag og lækre billeder.
Louisa Lorang – For appetitvækkende fotos og  grafisk linje, samt for et fantastisk payoff: ".. jeg er stadig sulten" :)
Slagt en hellig ko – For de smittende "Today I love" opslag.
Fjordrejen – For gode opskrifter og en fantastisk evne til at forklare simpelt og stadig få det til at se top-indbydende ud!

Hermed er blog-awarden givet videre og kontakt mig endelig, hvis I gerne vil have tilsendt et grafikstykke som det ved siden af til jeres blog :)

.:: Karina - egoshe.dk ::.

tirsdag den 9. august 2011

Lakrids panna cotta med lakridscrokant

Til 4 stk.
(Kan spises i alle faser af South Beach livsstilen, hvis du selvfølgelig bruger sukkererstatning som f.eks. Perfect Fit)




Ingredienser:
225 g skummetmælksyoghurt naturel
2 blade husblas
1 1/4 dl skummetmælk
30 g perfect fit (= ca. 50 g alm. sukker)
8 gr. lakridspulver

Til crocanten:
45 g perfect fit (= ca. 75 g alm. sukker)
20 g hakkede valnødder
6 g lakridspulver

Sådan gør du:
Beklæd en si med et rent viskestykke og hæld yoghurten deri. Lad den dryppe af i ca. 25 min.

Husblassen lægges i blød i iskoldt vand i ca. 10 min. Imens lunes skummetmælken. Pres så vandet fra husblassen og smelt den i det lune mælk. Tilsæt lakridspulver og sødemiddel og bliv ved med at piske ind til det er opløst.

Tag mælkeblandingen af varmen og rør youghurt og mælkeblandingen rigtig godt samme. Fordel panna cottaen i 4 glas eller forme. Dæk dem til med film og sæt dem på køl i min. 4 timer.

Bland alle ingredienser til crocanten og varm den langsomt op på en slip-let pande. Rør/mas så godt som muligt rundt i blandingen under opvarmningen og mas massen ud som en lille "pandekage" på panden, når den begynder at smelte lidt (så flad som muligt). Når den er blevet arbejdet så flad som muligt på panden, vendes den og skal have lidt tid på den anden side, så også den bliver klistret. Det kræver tålmodighed! "Pandekagen" ligges over på bagepapir, hvor den afkøles og brækkes i ønskede stykker og anrettes på penna cottaen.

Kræs for lakrids-elskere! :)

lørdag den 6. august 2011

non-Fried Chicken med Coleslaw

Til 4 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren. Hvis det skal spises i fase 1, skal du undlade æble og gulerod i din coleslaw)




Ingredienser:
8 kyllingelår
Saft fra 1 citron
100 g kikærtemel
1 spsk paprika
1 tsk salt
1/2 tsk friskkværnet peber
2 æg

Coleslaw:
400 g fintsnittet spidskål
2 revne søde æbler
2 reven gulerod
1 hakket rødløg
3 dl light naturel yoghurt
1 tsk sennep
Salt og peber

Sådan gør du:
Fjern skindet fra kyllingelårene og læg dem i en frysepose med citronsaften, bland rundt og lad dem trække 1 time i køleskabet. Pisk æggene sammen. Bland kikærtemelet med paprika, salt og peber. Vend først lårene i æg og derefter grundigt i melblandingen. Læg dem i et ovnfast fad med bagepapir og steg dem i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft i ca. 35-40 min.

Bland alle ingredienserne til coleslawen og server den med de lækre kyllingelår :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...