tirsdag den 26. juli 2011

Kikærtepandekager med rejer og krabbe

Til 3 personer
(Kan spises i alle faser af South Beach kuren)


Ingredienser:
160 g kikærtemel
2 æg
3 dl mælk
1/2 tsk salt
1 spsk olie

1 finthakket løg
120 g krabbekød
150 g rejer
120 g revet light ost
2 dl youghurt naturel 1,5%
2 spsk hakket persille
1/2 fed presset hvidløg
Salt og peber

Sådan gør du:
Pisk kikærtemel, æg, mælk, salt og olie godt sammen og bag pandekagerne på en slip-let pande. Brug 0,75 til 1 dl dej pr. pandekage, så skulle der gerne blive ca. 6-7 stk :)

Svits løg i lidt olie ind til det ser gennemsigtigt ud. Blad løg med rejer, krabbekød og halvdelen af osten. Fordel blandingen ud på pandekagerne og rul dem sammen. Læg dem i et ovnfast fad med bagepapir.

Opvarm yoghurt med persille og hvidløg på en pande eller i en gryde og smag til med salt og peber. Hæld saucen ud over de fyldte pandekager og drys resten af osten over.

Sættes midt i en opvarmet ovn ved 175 grader i ca. 30 min. Server med en dejlig blandet salat :)

lørdag den 23. juli 2011

Andebryst med lynstegt bok choy

Til 2 personer
(Kan spises i  fase 2 og 3 af South Beach kuren)




Ingredienser:
2 andebryster
Salt og peber
500 g bok choy skåret groft
1 spsk finthakket frisk ingefær
2 fed finthakket hvidløg
2 spsk soya
1 spsk sesamfrø

Sådan gør du:
Rids skindet og drys med salt og peber. Steg brystet 8 min på skindsiden og derefter 8 min på den anden side. Brug endelig ikke noget fedt på panden, da skindsiden indeholder rigeligt med fedt. Pak derefter andebrysterne ind i staniol og lad hvile i ca. 10 min.

Varm soyaen op og lynsteg ingefær, hvidløg, bok choy og sesamfrø i 3 min. og server den lækre varme bok choy salat med andebrystet.

Det mest fornuftige, i forhold til at holde den slanke linje, vil nok være at skære skindet væk og give det til en anden, men hvis man ligesom mig til tider synder, så behold for guds skyld skindet :D

torsdag den 21. juli 2011

Rugspaghetti med kammuslinger og persille pesto

Til 2 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren)



Ingredienser:
250 g rugspaghetti

150 g kammuslinger

2 spsk light smør (Til at stege kammuslingerne i)

30 g persille (uden stængler)
1 spsk kapers i salt, skylles under koldt vand

30 g pinjekerner

1 fed hvidløg
Reven skal af en 1/2 usprøjtet citron
2 spsk olivenolie

Salt og peber

Sådan gør du:
Dup kammuslingerne tørre. Smelt smørret i en pande, steg kammuslinger i 1 minut ved høj varme på hver side, læg derefter kammuslingerne til side og dup dem let af for overskydende fedt.

Blend persille, pinjekerner, kapers, hvidløg og olie i en foodprocessor til en ønsket pesto konsistens- Jeg kan godt li den lidt grov :) Bland pestoen med citronskal og smag til med salt og peber.

Kog rugspaghettien ca. 1 minut mindre end anvist på posen. 
Når spaghettien er kogt, hældes vandet fra og persillepestoen og kammuslingerne vendes med spaghettien i gryden.
 Varm det hele i 3 minutter mens der forsigtigt vendes rundt. 
Smag til med salt og peber og server straks.

tirsdag den 19. juli 2011

Laks i fad med belugalinser

Til 4 personer
(Kan spises i alle 3 faser af South Beach livsstilen)

Ingredienser:
800 g laksefilet uden skind
2 ds hakkede tomater
Salt og peber
1 bdt hakket frisk Basilikum
1 spsk tørret oregano
2 bdt forårsløg skåret i små ringe
400 g frossen helbladet spinat
50 g revet light ost
3 dl belugalinser
1 grøntsagsbouillonterning

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 200 grader varmluft.

Læg laksestykkerne i et ovnfast fad. Åbn de hakkede tomater og hæld dem ud over laksen så det dækker helt, drys med salt, peber, basilikum, oregano og forårsløg. Fordel spinaten i fadet og sæt fadet i ovnen i ca. 20 min. Tag fadet ud, riv osten og drys det over retten og sæt fadet tilbage i ovnen i 5 min. 

Kog linserne efter anvisning på posen tilsat en boullionterning og server dem til retten. Dejligt nemt og det meste passer sig selv :)

onsdag den 13. juli 2011

Kyllingefad med edamame bønner og blomkålslåg

Til 4 personer
(Kan spises i alle faser af South Beach livsstilen)




Ingredienser:
450 g blomkål
1 stort finthakket løg
2 fed finthakkede hvidløg
450 g hakket kyllingekød
275 g optøede og bælgede edamamebønner (kan købes løse i pose hos mange asiatiske købmænd)
1 dl grøntsagsbouillon
2 tsk worcestershiresauce
2 spsk creme fraiche 9%
1 stor æggeblomme
60 g revet light ost
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Kog blomkålet helt mørt. Varm i mellemtiden en stor slip-let pande op og svits løg og hvidløg i ca. 5 min. i en lille smule olie. Tilsæt kyllingekødet og gennemsteg det. Dernæst tilsættes edamamebønner og steger med i ca. 3 min, hvorefter bouillon og worcestershiresauce tilsættes og der smages til meds alt og peber. Hæld "kødsaucen" i et ovnfast fad med bagepapir.

Pisk det kogte blomkål med creme fraiche, ægeblomme og en smule salt til en jævn mos. Fordel blomkålsmosen jævnt over "kødsaucen". Drys med ost og sæt retten i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft og bag den i 20-25 min.

Server med en dejlig simpel salat :)

mandag den 11. juli 2011

Cremet og krydret linse- og gulerodssuppe

Til 5-6 portioner
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach livsstilen)


Ingredienser:
1 spsk olie
1 stort løg skåret i grove stykker
3 snittede forårsløg
4 fed hvidløg skåret i grove stykker
65 g soltørrede tomater
2 tsk stødt spidskommen
3 tsk chili
2 tsk gurkemeje
1 tsk stødt koriander
750 g gulerødder skåret i grove stykker
1 l grøntsagsbouillon
150 g røde linser
3 dl mælk
2 dl creme fraiche max 9%
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Svits løg, forårsløg, hvidløg og soltørrede tomater i olien et par minutter i en stor gryde/suppegryde og svits derefter spidskommen, chili, gurkemeje og koriander med. Så tilsættes gulerødder, linser og bouillon og småkoger i ca. 30-40 min til gulerødderne er møre. Tilsæt mælk og creme fraiche og blend det hele til en fin konsistens og smag til med salt og peber inden servering.

Tip:
Hvis man gerne vil have en tyndere konsistens, kan man blot tilføre mere mælk eller vand under blendningen, indtil man når den ønskede konsistens.

Kan sagtens fryses ned i portioner, så der er noget nemt til frokost på jobbet, hvis du har mulighed for at varme det op der - evt. i microovn :)

fredag den 8. juli 2011

Fuldkornsfettuccine med chorizosauce

Til 2 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren)

Ingredienser:
200 g mager chorizopølser skåret i tern 
1 stort hakket løg   
1 ds hakkede tomater
1 dåse tomatpure
Sødemiddel svarende til 1 spsk sukker
1 tsk stødt spidskommen
1 bdt hakket frisk basilikum
Balsamico
250 g fuldkornsfettuccine

Sådan gør du:
Svits choriziopølse og løg i en gryde. Tilsæt hakkede tomater, tomatpure, sødemiddel og spidskommen. Og lad det simre i min. 15 min. Tilsæt så basilikum og smag til med balsamico.

Kog pastaen efter anvisning på pakken og server med saucen. Hurtigt og lækkert - ikke mindst med et glas godt rødvin til ;)

søndag den 3. juli 2011

Gigant chocolate chip cookies

Til ca. 15 store cookies
(Må ikke spises i nogle af faserne, men hvis man skal synde, er det en lidt sundere måde at lave disse dejlige cookies på :) )


Ingredienser:
250 g finvalsede havregryn
200 g hvedemel
1 tsk natron
1 tsk bagepulver
1 tsk salt
Vaniljekorn fra 2 vaniljestænger
200 g kærgården light smør
200 g brun farin
Sødemiddel i pulverform svarende til 200 g sukker (jeg bruger 120 g Perfect Fit)
2 store æg
200 g groft hakket chokolade 70%
150 g hakkede hasselnødder

Sådan gør du:
Forvarm ovnen til 190°C varmluft.

Blend havregryn, mel, natron, bagepulver og salt rigtig godt.

Pisk vaniliekorn, smør, brun farin, sødemiddel og æg blødt i en skål og rør derefter massen sammen med melblandingen. Rør til sidst chokolade og hasselnødder i.

"Klat" dejen ud på to bradepander med bagepapir - en god skefuld - og tryk dem lidt flade.

Bag dem i ca. 10 min. hvorefter de køles af. - Spis dem med et glas mælk til og du føler dig som i himlen!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...