torsdag den 29. marts 2012

Gravid med kogeblokade

Kære alle

Som overskriften hentyder til, er jeg blevet gravid :-)

Det er jeg (/vi) selvfølgelig helt vildt glade for, men det betyder også, at jeg har haft, og stadig har dét, man vist må kalde en kogeblokade.

I starten var det den voldsomme kvalme, der var skyld i blokaden, men nu er det mest af alt overskuddet og energien, der mangler, når man også har et fuldtidsjob der skal passes. Og når så lysten og energien er der til det, er det ikke altid sammensætningen af ingredienserne er spisbare for andre end mig :-D

Derfor vil jeg i en længere periode ikke være nær så aktiv, men hvis du tilmelder dig min nyhedsmail i menuen til højre, får du en mail, når der er lagt en ny opskrift på – så behøver du ikke kigge forbi hver dag :-)

Jeg håber, stadig I vil bruge af de opskrifter, der allerede er på bloggen og ellers have tålmodighed med mig.

/Karina - egoshe

torsdag den 22. marts 2012

Lækker blandet beluga-salat

Til 3 personer
(Kan spises i alle faser af South Beach livsstilen)



Ingredienser:
1 dl belugalinser
2 dl vand
1/2 bouillonterning (grøntsags eller hønse)
100 g bacon i tern
200 g kyllingebryst i mindre stykker
75 g blandet salatblade
200 g cherrytomater skåret i halve
1/2 avocado skåret i tern
1/2 broccoli i buketter
25 g feta skåret i tern
Saften fra 1/2 citron

Sådan gør du:
Skyl belugalinserne og kog dem i vandet med den halve bouillonterning i ca. 20 min., hvorefter de køles af.

Steg bacon og læg ternene til afkøling mellem to stykker køkkenrulle for at få suget noget af fedtet derfra. Steg kyllingestykkerne og læg også dem til afkøl.

Fyld en el-kedel med vand og bring vandet i kog. Det kogende vand hældes over broccoli-buketterne i en skål og efter ca. 5-10 min hældes vandet fra igen og broccolien køles af.

Når belugalinser, bacon, kylling og broccoli er afkølet, blandes det sammen med alle de andre lækre ingredienser.

Bon appetit og glædelig årets-første-rigtige-lune-forårsdag :)

onsdag den 14. marts 2012

Spelt-otto med røget laks og spinat

Til 4 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren)



Ingredienser:
1 spsk olie
300 g perlespelt
375 ml tør hvidvin
8 dl grøntsagsbouillon
250 g frisk spinat (grofthakket uden stængler)
150 g røget laks (1. halvdel finthakket / 2. halvdel i brede strimler)
50 g reven parmesan

Sådan gør du:
Opvarm olien i en høj slip-let pande og svits perlespelten et par minutter. Hæld vinen over og kog til den er fordampet. Tilsæt 1 dl bouillon og kog under omrøring, til den er opsuget. Fortsæt med at tilsætte 1 dl bouillon ad gangen og røre, til den er opsuget - i alt ca. 20 min. Sammen med den sidste dl bouillon vendes også spinaten i. Når den sidste bouillon er opsuget vendes parmesan og laks i risottoen og efter 2 min er den klar til servering :)

søndag den 11. marts 2012

Omelet med champignon og basilikum

Til 2 personer
(Kan spises i alle faser af South Beach livsstilen)



Ingredienser:
Lidt olie til stegning
250 g hakkede champignoner
4 æg
2 fed hvidløg skåret i tynde skiver
1/2 dl mælk
30 g revet parmesan
En lille håndfuld finthakket basilikum
Tomatskiver til pynt
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Opvarm lidt olie på en slip-let pande. Tilsæt champignoner og steg ind til de er "skrumpet" ind. Pisk æggene grundigt sammen med hvidløget, mælken og parmesanen. Hæld æggemassen over champignonerne og drys med basilikum. Lad omeletten bage/stivne ved svag varme i ca. 10-15 min. på panden. Sæt den evt. under en forvarmet grill de sidste par minutter, hvis din pande kan tåle at komme i ovnen. Lige inden servering pyntes omeletten med tomatskiver og drysses med salt og friskkværnet peber.

Tip: Omelet kan bruges både som morgenmad, frokost og aftensmad - og hvis du er i fase 2 eller 3 kan du nyde et dejligt stykke groft brød til :)

onsdag den 7. marts 2012

Pasta med rucolapesto og serranoskinke

Til 2 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren)

Ingredienser:
35 g ristede pinjekerner
50 g reven parmesan
50 g rucola
2 fed hvidløg
2 spsk olie

250 g frisk fuldkornspasta
50 g feta skåret i tern
80 g serranoskinke skåret i strimler
50 g rucola

Sådan gør du:
Blend pinjekerner, parmesan, rucola, hvidløg og olie til pesto.
Kog pastaen efter anvisningen på pakken. Bland pesto og pasta og vend til slut feta, serranoskinke og rucola i.

Det er da bare SÅ nemt! :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...