onsdag den 30. november 2011

Nem lakselasagne

Til 4 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach livsstilen. Hvis den skal spises i fase 1, skal lasangepladrne udskiftes med blade fra evt. spidskål)



Ingredienser:
200 g Philadelphia naturel light
450 g frossen hakket spinat (optøet)
4 forårsløg skåret i ringe
2 avocadoer skåret i tern
400 g laks skåret i stykker
500 g blommetomater skåret i skiver
250 g frisk fuldkorns lasagneplader
60 g revet light ost
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Bland Philadelphia, spinat, forårsløg og avocado sammen og smag til med salt og peber. Dernæst vendes laksen i blandingen.

Beklæd et ildfast fad med bagepapir og fordel en fjerdedel af spinat- og lakseblandingen i bunden, fordel en tredjedel af tomatskiverne ud over og dernæst lasagneplader. Gentag rækkefølgen to gange mere. Slut af med den sidste fjerdedel af spinat- og lakseblandingen og drys med revet ost.

Sæt lasagnen i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft i ca. 30 min.

mandag den 28. november 2011

Kylling i karry med kikærter

Til 4 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren. Hvis den skal spises i fase 1, skal æbler undlades - tilsæt eventuelt i stedet persillerod i tern)



Ingredienser:
4 dl tørrede kikærter (Læg kikærterne i blød aftenen før retten skal laves)
Olie  
1 spsk karry  
4 kyllingefiletter
1 stort finthakket løg   
1 tsk salt   
1/2 tsk peber
1/2 dl vand  
3 æbler skåret i tynde både 
2 dl creme fraiche 9% 
2 dl letmælk 
Frisk hakket persille

Sådan gør du:
Kog kikærterne som anvist på posen.

Opvarm lidt olie i en wok eller sautepande og tilsæt karry. Lad karryen "brænde af" og svits  kyllingefiletterne ca. 1 min. på hver side og tag dem op og læg dem til side. Tilsæt lidt ekstra olie og svits løgene. Tilsæt så salt, peber og vand og læg kødet tilbage i panden, hvor det skal simre under låg i ca. 12 min på hver side. Derefter tilsættes æbler, creme fraiche og mælk under forsigtig omrøring til det hele er varmet igennem - der må stadig gerne være bid i æblerne.

Mos groft de varme kikærter med en gaffel, så der både er hele og mosede kikærter og server dem med kyllingen i karryen og drys med persille lige inden der serveres :)

PS. Linser kan sagtens bruges i stedet for kikærter, hvis man mere er til det :)

lørdag den 26. november 2011

Torsk på bund af perlespelt, selleri, squash og tomat

Til 6 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren)



Ingredienser:
6 stk torskefiletter
3 dl perlespelt
250 g cherrytomater skåret i halve
1 stor knoldselleri skåret i tern
1 stk squash skåret i tern
1 stort finthakket løg
1 spsk tørret estragon
4 dl tør hvidvin
3 dl vand
1 boullionterning
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Opvarm ovnen til 225 grader varmluft. Kom perlespelten i et ildfast fad og fordel cherrytomaterne ovenpå. Drys med estragon og smuldr bouillonterningen over. Svits knoldselleri, squash og løg i lidt olie i en wok til de er blevet mere "glasklare" i farven og fordel grøntsagerne over perlespelten og hæld hvidvin og boullion ved. Rør let rundt, læg staniol over fadet og sæt fadet i ovnen i 35-45 min. - afhængig af hvor stort/højt et fad du har brugt. Rør ganske let rundt i retten et par gange undervejs.

Efter de 35-45 min. skulle væden gerne være reduceret og perlespelten blød, hvorefter blandingen tages ud af ovnen og torskefiletterne placeres ovenpå. Der drysses med lidt salt og peber og retten sættes tilbage i ovnen uden staniol i ca. 10 min., hvorefter den er serveringsklar :)

fredag den 25. november 2011

Kalvecuvette med squash-tomatlasagne

Til 2 personer
(Kan spises i alle 3 faser af South Beach livsstilen)



Ingredienser:
500 g kalvecuvette
1 bdt grofthakket basilikum
1 squash skåret i tynde skiver
4 tomater skåret i skiver
1 løg skåret i ringe
2 fed finthakket hvidløg
60 g revet light ost
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Opvarm ovnen til 160 grader varmluft. Tag en slip-let rugbrødsform og læg først et lag squash, så et lag løg, så et lag tomater, så drys med en tredjedel af hvidløget, drys med salt og peber, så drys med en tredjedel af basilikumen og til sidst en tredjedel af osten. Gentag 2 gange mere.

Rids fedtet på kalvecuvetten, drys med groft salt og sæt den i ovnen direkte på en bagerist med et fad under til at opsamle kødsaften. Sæt også squash- og tomatlasagnen i ovnen samtidig med og læn dig tilbage i sofaen i ca. 30 min - eller ind til kernetemperaturen i cuvetten er 58-60 grader.

Når kernetemperaturen er nået 58-60 grader tages cuvetten ud af ovnen, pakkes godt ind i staniol og hviler ca. 15 minutter. Squash-tomatlasagnen bages videre imens, hvorefter den er klar til servering med lækre stykker kalvecuvette :)

PS. Det sundeste vil være, at skære fedtet fra og kun spise det reelle kød ;)

søndag den 20. november 2011

Krydret bælgret med sort kalkun

Til 3 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach livsstilen. Skal den spises i fase 1, skal de almindelige ærter erstattes med flere bælgede edamame bønner)



Ingredienser:
300 g kalkunbryst skåret i tern
1 grofthakket løg
3 fed hakket hvidløg
2 finthakket rød chili
2 tsk karry
1 1/2 dl belugalinser (skyllet)
3 dl grøntsagsboullion
150 g optøede ærter
150 g optøede bælgede edamamebønner
200 g broccoli i små buketter

Sådan gør du:
Svits løg, hvidløg og chili i lidt olie i en wok og tilsæt karryen, som "brændes af" inden kalkun steges med. Når kødet er gennemstegt hældes boullion og belugalinserne i. Lad retten koge i ca. 20 min., under jævnlig omrøring, til væden er kogt ind.

Hæld kogende vand over broccolibuketterne og lad dem stå i 5 min. Imens hakkes halvdelen af ærterne og bønnerne. Hæld vandet fra broccolien og put broccoli, hakkede ærter og bønner samt hele ærter og bønner i retten og lad det simre med i 5 min, hvorefter retten er serveringsklar :)

onsdag den 16. november 2011

Lun pastasalat med aubergine, palmehjerter og kylling

Til 4 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren)




Ingredienser:
1 aubergine
1 aubergine skåret i små tern
2 spsk citronsaft
Salt og peber
300 g fuldkornspasta penne
2 tsk rødvinseddike
1 bdt hakket frisk basilikum
450 g kyllingefilet skåret i mindre stykker
1 ds palmehjerter skåret i mindre stykker
Olie

Sådan gør du:
Del den ene aubergine i to (på langs) og skær tern i kødet med en kniv, pensel med lidt olie og sæt i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 30 min til de er møre. Skrab kødet ud og blend det med 1 spsk olie samt citronsaft til en glat creme. Smag til med salt og peber.

Kog pastaen efter anvisning på posen og skyl den i koldt vand.

Steg kyllingestykkerne i lidt olie til de er gennemstegt, tag dem af panden. Steg så de små auberginetern i lidt olie på en pande ved høj varme under jævnlig omrøring i ca. 5 min. til de er møre, hvorefter rødvinseddiken tilsættes og steges med ved svag varme i 3 min.

Vend de varme auberginetern, kyllingestykkerne, pastaen, palmehjerterne og basilikummen rundt med auberginecremen og server :)

tirsdag den 8. november 2011

Mexicansk bønnesuppe

Til 4 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach livsstilen)



Ingredienser:
Olie
1 stort hakket løg
3 fed hakket hvidløg
1 hakket rød chili
2 tsk spidskommen
10 dl grøntsagsboullion
1 ds kidney bønner uden væde (250 g)
2 ds flåede tomater
1 ds majs uden væde (285 g)
Salt og peber
2 avocadoer i skiver
Creme fraiche 6%
2 fuldkorns tortillas
Sammenpisket æg til pensling
Groft havsalt

Sådan gør du:
Svits løg, hvidløg og chili i et par min. i lidt olie, hvorefter spidskommen tilføjes og svitses med. Tilsæt så boullion, flåede tomater, kidney bønner og majs og lad det simre i 10 min. hvorefter suppen blendes og smages til med salt og peber.

Pensl tortillaerne med æg og drys med salt. Brug et pizzahjul og skær tortillaerne ud i chips-lignende stykker. Læg dem på en bageplade med bagepapir og sæt dem i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft i ca. 6-7 min til de er gyldne og sprøde.

Server suppen med et par dryp af creme fraiche, avocadostykker og "tortilliachipsene".

Ai, Caramba! :)

PS. Det er også en glimrende suppe at fryse ned i portioner og tage med til frokost på arbejde...

søndag den 6. november 2011

Sundere kokos- og marmeladesnitter

Til mindst 12 stk.
(Hindbær- og andre snitter bliver nok aldrig rigtig sunde, men her er et bud på nogle med mindre sukker, fedt og hvedemel. Jeg må også hellere tilføje, at de ikke bliver sprøde som alm. hindbærsnitter, da der ikke er brugt sukker, men smagen er stadig rigtig dejlig)



Ingredienser:
150 g hvedemel
150 g Perfect Fit
75 g kikærtemel
75 g kokosmel
125 g mandler
1 tsk bagepulver
Kornene af 1 stang vanille
100 g light smør
1 æg
300 g sukkerfri marmelade efter eget ønske
1 sammenpisket æg
Kokosmel til drys

Sådan gør du:
Blend kokosmel og mandler til så fin en mel som muligt. Bland kokos-/mandelmel, hvedemel, kikærtemel, Perfect Fit, bagepulver og vanillekorn sammen i en stor skål. Smuldr smøret grundigt ind i melet inden ægget tilsættes og dejen ældes grundigt sammen til en ensartet masse.

Dejen stilles i køleskab ½ time inden udrulning. Derefter rulles dejen ud mellem to stykker bagepapir til et firkantet format i ca. 38x42 cm. Dejpladen bliver ca. 3 mm tynd. Læg dejpladen på et fladt plan tilbage i køleskabet og lad den køle i en time.

Forvarm ovnen til 190ºC. Tag dejen ud af køleskabet og fjern det øverste lag bagepapir. Del dejen i 2 lige store stykker med en skarp kniv eller et pizzahjul. Pensl den ene halvdel med marmeladen i et jævnt lag. Tag nu den anden del af dejen og læg den over marmeladen. Tryk rundt langs kanten, så kanterne er helt tætte.

Pensl til slut med æg og drys med kokosmel. Sæt kagen i ovnen og lad den bage ca. 15 min. eller indtil overfladen er gylden. Tag kagen ud af ovnen og lad den køle helt af på en rist, hvorefter den skæres i passende stykker.

onsdag den 2. november 2011

Torsk med sauteret spinat og hvidløg

Til 2 personer
(Kan spises i alle 3 faser af South Beach livsstilen)


Ingredienser:
2 torskefileter
3 fed hvidløg i meget tyndtskårne skiver
1/2 tsk tørret chili
500 g frisk spinat
Salt og friskkværnet peber
30 g pinjekerner
Olie

Sådan gør du:
Tørrist pinjekernerne til de er gyldenbrune - Pas på, da det lige pludselig går stærkt.
Skyl spinaten grundigt og nip stænglerne af.

Opvarm lidt olie i en wok og svits hvidløget 1 minuts tid. Tilføj chili og svits yderligere 1 min. Til slut tilføjes spinaten, som vendes rundt i ca. 5 min. - Hvis ikke der er plads til al spinaten på én gang, tilsættes det efterhånden, som der bliver plads til det. Til sidst krydres der med salt og peber og ved serveringen drysses de tørristede pinjekerner over.

Torsken krydres med salt og peber og steges i en lille smule olie på en slip-let pande inden den serveres med spinaten.

Bon appetit :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...