onsdag den 28. december 2011

Marinerede lammeschnitzler med stegt palmehjertesalat

Til 2 personer
(Kan spises i alle 3 faser af South Beach kuren)



Ingredienser:
300 g lammeschnitzler
2 fed presset hvidløg
1 spsk olie
Salt og friskkværnet peber

Salaten:
220 g palmehjerter skåret i ca. 1 cm
2 fed finthakket hvidløg
1 tsk chili
Salt og friskkværnet peber
1 bk babymix salat (100 g)
Olie

Sådan gør du:
Bland den pressede hvidløg med olien i en frysepose og drys med salt og peber. Put lammeschnitzlerne ned i posen og bland godt rundt med marianden. Bind en knude på posen og sæt den på køl i 2-3 timer.

Opvarm lidt olie på en slip-let pande og svist hvidløg og chili ca. 1 min. Tilsæt så palmehjerterne og lad dem stege med til de er gyldne og gennemvarmede. Krydr med salt og peber. Lige inden servering vendes salaten i.

Steg de marinerede lammeschnitzler i ca. 3-4 min. på hver side og lad dem hvile i ca. 5 min. inden de serveres til salaten.

PS. Der kan med fordel bruges frisk hakket chili i stedet for tørret - jeg var bare løbet tør og måtte ty til erstatningen :)

tirsdag den 27. december 2011

Krydret panderet med kylling og chorizo

Til 4 personer
(Kan spises i alle faser af South Beach kuren)



Ingredienser:
1 hakket løg
1 bdt hakket koriander
3 squash skåret i små tern
1 rød peber skåret i små tern
100 g fedtfattig chorizo skåret i små skiver
300 g kyllingefilet skåret i mindre stykker
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Opvarm en slip-let sauterpande eller en wok og steg chorizo og kylling, ind til kyllingen er gennemstegt - der behøves ingen olie. Tag kødet op af wokken og stil det til side.

Svits løg i 1 min. i det overskydende "saft" fra kødet, og tilsæt squash og rød peber, som steges med i yderligere ca. 8 min. Squashen skal gerne bevare lidt bid. Kom så kødet tilbage i grøntsagerne og lade det varme med. Smag til med salt og peber.

Inden servering vendes korianderen i og du har en fantastisk dejlig nem og smagfuld ret :)

tirsdag den 13. december 2011

Tunsteak med bulgursalat

Til 2 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren)



Marinade:
2 store tunsteaks
2 tsk soya sauce
2 spsk tahin
2 spsk reven frisk ingefær
1 spsk olivenoile
1 presset fed hvidløg

Bulgursalat:
1 1/2 dl fuldkornsbulgur
1 spsk olivenoile
Saften fra en lime
1 tsk karry
2 forårsløg skåret i ringe - brug både den hvide og den grønne del
1 dl hakket frisk persille
1 dl gulerødder i små tern
1/2 dl rosiner
1/2 dl groft hakkede mandler
1/2 dl finthakket rødløg
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Bland ingredienserne til marinaden i en frysepose og vend tunsteaksene deri. Posen med marinaden og tunen sættes i køleskabet i 1,5-2 timer - vend gerne posen rundt hver halve time, for at fordele marinaden.

Kog fuldkornsbulguren som anvist på pakken og vend resten af ingredienserne til salaten i.

Opvarm en slip-let pande og steg tunen ved høj varme i ca. 1-1,5 min pr. side - alt afhængig af tykkelsen. Tunen skal endelig ikke have for meget, så spørg eventuelt din fiskehandler til råds, når du køber steaken!

Server tunsteaken ovenpå en portion af bulgursalaten. Det er så dejligt nemt at lave og smager gudeskønt! :)

onsdag den 7. december 2011

Andebryst med varm rødkålssalat

Til 2 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren. Der er rigeligt af rødkålssalat, så tag eventuelt resten med på job dagen efter)



Ingredienser:
400 g fintsnittet rødkål
2 appelsiner skåret i tern
2 æbler skåret i tern
50 g grofthakket valnødder
1/2 tsk spidskommen
1 kanelstang
5 nelliker
1 dl sukkerfri tranebærsaft
1 tsk rødvinseddike
1 andebryst på ca. 300 g
Olie
Salt og peber

Sådan gør du:
Svits rødkålen i lidt olie i en gryde og tilsæt kanel, nelliker, spidskommen og tranebærsaft. Lad det simre let under låg i ca. 10 min under let omrøring et par gange. Tilsæt så appelsin og æbler og lad simre i yderligere 10 min. Når rødkålen har den ønskede konsistens - jeg kan bedst li' den med lidt bid i - vendes valnødderne deri og den er klar til servering.

Rids skindet på andebrystet og drys med salt og peber. Steg brystet 8 min på skindsiden og derefter 8 min på den anden side på en slip-let pande. Brug endelig ikke noget fedt på panden, da skindsiden indeholder rigeligt med fedt. Pak derefter andebrysterne ind i staniol og lad hvile i ca. 10 min.

PS. Skindet er ikke godt for kuren, så hvis ikke du vil synde, må du desværre vinke farvel til det...

onsdag den 30. november 2011

Nem lakselasagne

Til 4 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach livsstilen. Hvis den skal spises i fase 1, skal lasangepladrne udskiftes med blade fra evt. spidskål)



Ingredienser:
200 g Philadelphia naturel light
450 g frossen hakket spinat (optøet)
4 forårsløg skåret i ringe
2 avocadoer skåret i tern
400 g laks skåret i stykker
500 g blommetomater skåret i skiver
250 g frisk fuldkorns lasagneplader
60 g revet light ost
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Bland Philadelphia, spinat, forårsløg og avocado sammen og smag til med salt og peber. Dernæst vendes laksen i blandingen.

Beklæd et ildfast fad med bagepapir og fordel en fjerdedel af spinat- og lakseblandingen i bunden, fordel en tredjedel af tomatskiverne ud over og dernæst lasagneplader. Gentag rækkefølgen to gange mere. Slut af med den sidste fjerdedel af spinat- og lakseblandingen og drys med revet ost.

Sæt lasagnen i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft i ca. 30 min.

mandag den 28. november 2011

Kylling i karry med kikærter

Til 4 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren. Hvis den skal spises i fase 1, skal æbler undlades - tilsæt eventuelt i stedet persillerod i tern)



Ingredienser:
4 dl tørrede kikærter (Læg kikærterne i blød aftenen før retten skal laves)
Olie  
1 spsk karry  
4 kyllingefiletter
1 stort finthakket løg   
1 tsk salt   
1/2 tsk peber
1/2 dl vand  
3 æbler skåret i tynde både 
2 dl creme fraiche 9% 
2 dl letmælk 
Frisk hakket persille

Sådan gør du:
Kog kikærterne som anvist på posen.

Opvarm lidt olie i en wok eller sautepande og tilsæt karry. Lad karryen "brænde af" og svits  kyllingefiletterne ca. 1 min. på hver side og tag dem op og læg dem til side. Tilsæt lidt ekstra olie og svits løgene. Tilsæt så salt, peber og vand og læg kødet tilbage i panden, hvor det skal simre under låg i ca. 12 min på hver side. Derefter tilsættes æbler, creme fraiche og mælk under forsigtig omrøring til det hele er varmet igennem - der må stadig gerne være bid i æblerne.

Mos groft de varme kikærter med en gaffel, så der både er hele og mosede kikærter og server dem med kyllingen i karryen og drys med persille lige inden der serveres :)

PS. Linser kan sagtens bruges i stedet for kikærter, hvis man mere er til det :)

lørdag den 26. november 2011

Torsk på bund af perlespelt, selleri, squash og tomat

Til 6 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren)



Ingredienser:
6 stk torskefiletter
3 dl perlespelt
250 g cherrytomater skåret i halve
1 stor knoldselleri skåret i tern
1 stk squash skåret i tern
1 stort finthakket løg
1 spsk tørret estragon
4 dl tør hvidvin
3 dl vand
1 boullionterning
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Opvarm ovnen til 225 grader varmluft. Kom perlespelten i et ildfast fad og fordel cherrytomaterne ovenpå. Drys med estragon og smuldr bouillonterningen over. Svits knoldselleri, squash og løg i lidt olie i en wok til de er blevet mere "glasklare" i farven og fordel grøntsagerne over perlespelten og hæld hvidvin og boullion ved. Rør let rundt, læg staniol over fadet og sæt fadet i ovnen i 35-45 min. - afhængig af hvor stort/højt et fad du har brugt. Rør ganske let rundt i retten et par gange undervejs.

Efter de 35-45 min. skulle væden gerne være reduceret og perlespelten blød, hvorefter blandingen tages ud af ovnen og torskefiletterne placeres ovenpå. Der drysses med lidt salt og peber og retten sættes tilbage i ovnen uden staniol i ca. 10 min., hvorefter den er serveringsklar :)

fredag den 25. november 2011

Kalvecuvette med squash-tomatlasagne

Til 2 personer
(Kan spises i alle 3 faser af South Beach livsstilen)



Ingredienser:
500 g kalvecuvette
1 bdt grofthakket basilikum
1 squash skåret i tynde skiver
4 tomater skåret i skiver
1 løg skåret i ringe
2 fed finthakket hvidløg
60 g revet light ost
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Opvarm ovnen til 160 grader varmluft. Tag en slip-let rugbrødsform og læg først et lag squash, så et lag løg, så et lag tomater, så drys med en tredjedel af hvidløget, drys med salt og peber, så drys med en tredjedel af basilikumen og til sidst en tredjedel af osten. Gentag 2 gange mere.

Rids fedtet på kalvecuvetten, drys med groft salt og sæt den i ovnen direkte på en bagerist med et fad under til at opsamle kødsaften. Sæt også squash- og tomatlasagnen i ovnen samtidig med og læn dig tilbage i sofaen i ca. 30 min - eller ind til kernetemperaturen i cuvetten er 58-60 grader.

Når kernetemperaturen er nået 58-60 grader tages cuvetten ud af ovnen, pakkes godt ind i staniol og hviler ca. 15 minutter. Squash-tomatlasagnen bages videre imens, hvorefter den er klar til servering med lækre stykker kalvecuvette :)

PS. Det sundeste vil være, at skære fedtet fra og kun spise det reelle kød ;)

søndag den 20. november 2011

Krydret bælgret med sort kalkun

Til 3 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach livsstilen. Skal den spises i fase 1, skal de almindelige ærter erstattes med flere bælgede edamame bønner)



Ingredienser:
300 g kalkunbryst skåret i tern
1 grofthakket løg
3 fed hakket hvidløg
2 finthakket rød chili
2 tsk karry
1 1/2 dl belugalinser (skyllet)
3 dl grøntsagsboullion
150 g optøede ærter
150 g optøede bælgede edamamebønner
200 g broccoli i små buketter

Sådan gør du:
Svits løg, hvidløg og chili i lidt olie i en wok og tilsæt karryen, som "brændes af" inden kalkun steges med. Når kødet er gennemstegt hældes boullion og belugalinserne i. Lad retten koge i ca. 20 min., under jævnlig omrøring, til væden er kogt ind.

Hæld kogende vand over broccolibuketterne og lad dem stå i 5 min. Imens hakkes halvdelen af ærterne og bønnerne. Hæld vandet fra broccolien og put broccoli, hakkede ærter og bønner samt hele ærter og bønner i retten og lad det simre med i 5 min, hvorefter retten er serveringsklar :)

onsdag den 16. november 2011

Lun pastasalat med aubergine, palmehjerter og kylling

Til 4 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren)




Ingredienser:
1 aubergine
1 aubergine skåret i små tern
2 spsk citronsaft
Salt og peber
300 g fuldkornspasta penne
2 tsk rødvinseddike
1 bdt hakket frisk basilikum
450 g kyllingefilet skåret i mindre stykker
1 ds palmehjerter skåret i mindre stykker
Olie

Sådan gør du:
Del den ene aubergine i to (på langs) og skær tern i kødet med en kniv, pensel med lidt olie og sæt i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 30 min til de er møre. Skrab kødet ud og blend det med 1 spsk olie samt citronsaft til en glat creme. Smag til med salt og peber.

Kog pastaen efter anvisning på posen og skyl den i koldt vand.

Steg kyllingestykkerne i lidt olie til de er gennemstegt, tag dem af panden. Steg så de små auberginetern i lidt olie på en pande ved høj varme under jævnlig omrøring i ca. 5 min. til de er møre, hvorefter rødvinseddiken tilsættes og steges med ved svag varme i 3 min.

Vend de varme auberginetern, kyllingestykkerne, pastaen, palmehjerterne og basilikummen rundt med auberginecremen og server :)

tirsdag den 8. november 2011

Mexicansk bønnesuppe

Til 4 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach livsstilen)



Ingredienser:
Olie
1 stort hakket løg
3 fed hakket hvidløg
1 hakket rød chili
2 tsk spidskommen
10 dl grøntsagsboullion
1 ds kidney bønner uden væde (250 g)
2 ds flåede tomater
1 ds majs uden væde (285 g)
Salt og peber
2 avocadoer i skiver
Creme fraiche 6%
2 fuldkorns tortillas
Sammenpisket æg til pensling
Groft havsalt

Sådan gør du:
Svits løg, hvidløg og chili i et par min. i lidt olie, hvorefter spidskommen tilføjes og svitses med. Tilsæt så boullion, flåede tomater, kidney bønner og majs og lad det simre i 10 min. hvorefter suppen blendes og smages til med salt og peber.

Pensl tortillaerne med æg og drys med salt. Brug et pizzahjul og skær tortillaerne ud i chips-lignende stykker. Læg dem på en bageplade med bagepapir og sæt dem i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft i ca. 6-7 min til de er gyldne og sprøde.

Server suppen med et par dryp af creme fraiche, avocadostykker og "tortilliachipsene".

Ai, Caramba! :)

PS. Det er også en glimrende suppe at fryse ned i portioner og tage med til frokost på arbejde...

søndag den 6. november 2011

Sundere kokos- og marmeladesnitter

Til mindst 12 stk.
(Hindbær- og andre snitter bliver nok aldrig rigtig sunde, men her er et bud på nogle med mindre sukker, fedt og hvedemel. Jeg må også hellere tilføje, at de ikke bliver sprøde som alm. hindbærsnitter, da der ikke er brugt sukker, men smagen er stadig rigtig dejlig)



Ingredienser:
150 g hvedemel
150 g Perfect Fit
75 g kikærtemel
75 g kokosmel
125 g mandler
1 tsk bagepulver
Kornene af 1 stang vanille
100 g light smør
1 æg
300 g sukkerfri marmelade efter eget ønske
1 sammenpisket æg
Kokosmel til drys

Sådan gør du:
Blend kokosmel og mandler til så fin en mel som muligt. Bland kokos-/mandelmel, hvedemel, kikærtemel, Perfect Fit, bagepulver og vanillekorn sammen i en stor skål. Smuldr smøret grundigt ind i melet inden ægget tilsættes og dejen ældes grundigt sammen til en ensartet masse.

Dejen stilles i køleskab ½ time inden udrulning. Derefter rulles dejen ud mellem to stykker bagepapir til et firkantet format i ca. 38x42 cm. Dejpladen bliver ca. 3 mm tynd. Læg dejpladen på et fladt plan tilbage i køleskabet og lad den køle i en time.

Forvarm ovnen til 190ºC. Tag dejen ud af køleskabet og fjern det øverste lag bagepapir. Del dejen i 2 lige store stykker med en skarp kniv eller et pizzahjul. Pensl den ene halvdel med marmeladen i et jævnt lag. Tag nu den anden del af dejen og læg den over marmeladen. Tryk rundt langs kanten, så kanterne er helt tætte.

Pensl til slut med æg og drys med kokosmel. Sæt kagen i ovnen og lad den bage ca. 15 min. eller indtil overfladen er gylden. Tag kagen ud af ovnen og lad den køle helt af på en rist, hvorefter den skæres i passende stykker.

onsdag den 2. november 2011

Torsk med sauteret spinat og hvidløg

Til 2 personer
(Kan spises i alle 3 faser af South Beach livsstilen)


Ingredienser:
2 torskefileter
3 fed hvidløg i meget tyndtskårne skiver
1/2 tsk tørret chili
500 g frisk spinat
Salt og friskkværnet peber
30 g pinjekerner
Olie

Sådan gør du:
Tørrist pinjekernerne til de er gyldenbrune - Pas på, da det lige pludselig går stærkt.
Skyl spinaten grundigt og nip stænglerne af.

Opvarm lidt olie i en wok og svits hvidløget 1 minuts tid. Tilføj chili og svits yderligere 1 min. Til slut tilføjes spinaten, som vendes rundt i ca. 5 min. - Hvis ikke der er plads til al spinaten på én gang, tilsættes det efterhånden, som der bliver plads til det. Til sidst krydres der med salt og peber og ved serveringen drysses de tørristede pinjekerner over.

Torsken krydres med salt og peber og steges i en lille smule olie på en slip-let pande inden den serveres med spinaten.

Bon appetit :)

mandag den 31. oktober 2011

Kalkunkebab med kikærtesalat

Til 4 pers.
(Kan spises i alle 3 faser af South Beach livsstilen)



Kalkunkebab:
600 g kalkunbryst skåret i tern
2 æg
1/2 tsk cayennepeber
1 1/2 spsk spidskommen
1/2 tsk salt
40 g hakket peanuts eller cashewnødder
1/2 revet løg
2 spsk frisk revet ingefær
1 stk rød finthakket chili
1 bdt hakket frisk koriander
1 tsk garam masala

Kikærtesalat:
480 gram kogte kikærter (vejet efter kogning - svarende til 2 dåser)
60 g sorte hakkede oliven
1/2 finthakket rødløg
1 fed finthakket hvidløg
1/2 tsk spidskommen
1 bdt finthakket persille
Saft fra 1 citron
2 spsk olivenolie
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Kikærterne moses groft med en gaffel, eller blendes, så der både er halve kikærter tilbage. Bland resten af ingredienserne til kikærtesalaten i og sæt den på køl indtil kalkunkebaben er færdig.

Blend ternene af kalkunbryst med æg - ikke til puré, men til en lidt grovere fars. Bland derefter alle kebab-ingredienserne sammen og form farsen til 8 aflange "pølser" på bagepapir på en bageplade, som sættes i en forvarmet ovn ved 200°C varmluft i ca. 20 min. afhængig af tykkelsen på "pølserne".

PS. Lav endelig rigeligt af kikærtesalaten - så er der til frokost dagen efter ;)

lørdag den 29. oktober 2011

Mørbradbøf med broccolisalat og sellerifritter

Til 2 personer
(Kan spises i alle 3 faser af South Beach livsstilen)


Ingredienser:
1/2 stort knoldselleri
200 g broccoli i små buketter
1/2 stort hakket rødløg
1/2 spsk 
saft fra citron
2 spsk creme fraiche 6%
Sødemiddel i pulverform
Salt og peber
2 spsk græskarkerner
2 dejlig store mørbradbøffer

Sådan gør du:
Skræl knoldselleriet og skær det i pommes lignende stykker. Læg dem på en bageplade med bagepapir, drys med salt og bag dem ved 200° varmluft i ca. ½ time til de er møre.

Overhæld broccolien med kogende vand i en skål og lad det stå i 10 min. Bland løg, creme fraiche og citronsaft og smag til med sødemiddel, salt og peber. Vend dressingen rundt med broccoli og græskarkerner.

Steg bøfferne til ønsket farve - I love it red! :D - Og krydr med salt og friskkværnet peber.

PS. Det kan varmt anbefales, at nyde et godt glas rødvin til denne ret, hvis ikke du er i fase 1 :)

onsdag den 26. oktober 2011

Low Carb Biksemad

Til 2-3 personer
(Kan spises i alle 3 faser af South Beach livsstilen - dog skal rødbederne undlades i fase 1)



Ingredienser:
1/2 knoldselleri - skåret i tern
4 pastinakker - skåret i tern
400 g skinke-/svinekød - skåret i tern
1 stort grofthakket løg
Salt og peber
2 æg
Rødbeder
Engelsk sauce

Sådan gør du:
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft og bag rodfrugt-ternene i ca. 20 min. Svits derefter løget i lidt olie på en slip-let pande og steg derefter kødet med. Når kødet er gennemstegt vendes rodfrugterne med rundt på panden og der smages til med salt og peber.

På en anden pande steges æggene til spejlæg, som placeres ovenpå biksemaden. Serveres med rødbeder og lidt engelsk sauce.

PS. Det er et alletiders måltid som erstatning for junk, hvis man en dag har lidt tømmermænd ;) - Men retten kan også sagtens spises uden!

mandag den 24. oktober 2011

Orientalsk inspireret gulerodssuppe med semi-dried tomater

Til 3 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren)


Topping/tilbehør:
450 g kyllingefilet skåret i tern
250 g cherrytomater skåret i halve
1 spsk oliven olie
1/2 tsk salt
2 fed presset hvidløg
1 tsk tørret basilikum
1 tsk tørret oregano

Suppen:
600 g gulerødder skåret i grove stykker
1 stort løg skåret i grove stykker
2 fed hvidløg skåret groft
2 spsk. frisk ingefær skåret groft
1 tsk stødt spidskommen
1 tsk spidskommenfrø
1 l grønsagsbouillon
1 dl friskpresset appelsinsaft
Muskatnød
Salt og peber

Sådan gør du:
Olie, hvidløg, salt, basilikum og oregano blandes godt sammen og tomaterne vendes roligt rundt heri i en skål. Tomaterne lægges på en bradpande med bagepapir, med den flade side opad. Hvis der er noget af olieblandingen tilbage i skålen, fordeles den udover tomaterne, der bages i ca. 2 timer ved 100 grader varmluft.

Svits løg, ingefær, hvidløg, gulerødder og de to slags spidskommen i en gryde i lidt olie. Det må ikke blive brunt. Herefter hældes grønsagsbouillonen og appelsinsaft i. Lad det småkoge under låg til gulerødderne er møre. Blend suppen, smag den til med muskatnød, salt og peber og varm suppen op igen uden den kommer til at koge.

Steg kyllingen på en slip-let pande til det er gennemstegt. Ved servering placeres først kyllingen, dernæst hældes suppen over og der toppes med tomaterne.

onsdag den 19. oktober 2011

Stegt rødfisk med sprød æblekompot

Til 2 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach livsstilen)


Ingredienser:
500 g rødfisk
3 stk æbler skåret i tern
1 stk finthakket løg
3 stk gulerødder i små tern
2 stk porre i tern
2 spsk olie
1 tsk Perfect Fit sødemiddel
1 tsk rødvinseddike
Salt og peber
Stødt muskatnød

Sådan gør du:
Svits gulerødderne i olien i ca. 5 min. i en wok. Svits så løg, porrer og æbler med i 3 min. inden der tilsættes sødemiddel og rødvinseddike - Lade det svitse sammen i ca. 5 min, så æblekompotten beholder sprødhed og smag til slut til med muskatnød, salt og peber.

Rødfisken krydres med lidt salt og peber på skindsiden og steges på skindsiden i lidt olie på en slip-let pande i ca. 4 min., hvorefter den vendes og steger ca. 2 min. på den anden side indtil fiskekødet er lyst og gennemstegt.

Wola! Så lækkert!

mandag den 17. oktober 2011

Pasta med rosmarin og serranoskinke

Til 2 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren)




Ingredienser:
500 g frisk fuldkornspasta (på billedet har jeg brugt ravioli)   
100 g serranoskinke plukket i "strimler"   
Frisk grofthakket rosmarin fra 4 kviste
6 fed finthakket hvidløg
2 løg skåret i lange strimler
250 g champignoner skåret i kvarte
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Svits løg, hvidløg og rosmarin i lidt olie på en slip-let pande og tilsæt derefter champignonerne, som steges med nogle minutter og krydres med salt og friskkværnet peber.

Kog pastaen efter anvisningen og vend den derefter i blandingen på panden sammen med serranoskinken.

Super simpel og virkelig smagfuld ret! Nam nam :)

onsdag den 5. oktober 2011

Bede- og gedeostsalat

Til 2 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren)




Ingredienser:
2 stk store rå rødbeder
2 stk sølvbeder
60 g smuldret blød gedeost   
4 spsk hakket pistacienødder
Romainesalat 

Dressing:
1/2 finthakket løg   
1 spsk citronsaft
1/2 tsk havsalt
1/2 knivspids friskkværnet peber
3 spsk olivenolie

Sådan gør du:
Forvarm ovnen til 200 grader varmluft. Pak rødbederne ind i folie og bag dem i ovnen i 1 time. Pak dem derefter ud af folien og afkøl. Kog sølvbederne - både stængel og blade - i let saltet vand i ca. 5 min og afkøl.

Mens bederne afkøles røres løg, citronsaft, salt, peber og olie godt sammen i en lille skål.

Når begge beder er afkølet, pilles skindet af rødbederne og de skæres i små tern. Sølvbederne skæres i mindre stykker/strimler. Begge slags beder vendes i en skål med dressingen og fordeles på en bund af romainesalat. Fordel til slut smuldret gedeost og hakkede pistacienødder derpå.

Kan med fordel spises til fisk som f.eks. sej som på billedet :)

tirsdag den 4. oktober 2011

Thaisuppe med kylling

Til 3 personer
(Kan spises i alle faser af South Beach livsstilen - Hvis man vil synde lidt, kan det anbefales at bruge alm. kokosmælk, da dette vil give en mere glat og cremet lækker konsistens. Light kokosmælk gør den grynet, men smagen er stadig fantastisk)




Ingredienser:
7 1/2 dl hønsebouillon
3 cm frisk ingefær skåret i skiver
2 stilke citrongræs skåret i brede stykker
8 kaffir-limeblade

2 friske røde chilier skåret i brede stykker (uden kerner)
3 spsk frisk hakket koriander
500 g kyllingebryst skåret i mundrette stykker
250 g champignoner skåret i skiver
2 dl kokosmælk light
1 spsk fishsauce
4 spsk limesaft
1/2 dl frisk koriander

Sådan gør du:
Bland bouillon, ingefær, citrongræs, kaffir-limeblade, chili og koriander i en stor gryde. Bring det i småkog og lad det simre ved lav varme i 15 min. under låg.

Hæld suppen gennem en fin si og smid de faste dele ud. Hæld derefter suppen tilbage i gryden. Bring suppen i kog og tilsæt kyllingestykker og champignoner i skiver. Skru ned for varmen og lad det simre til kyllingekødet er færdigt.

Rør kokosmælk og fishsauce i suppen og varm den igennem uden at bringe den i kog. Fjern suppen fra varmen og smag til med limesaft og rør det sidste friskhakket koriander i inden servering.

mandag den 26. september 2011

Ravioli med savoykål og sesamdeller

Til 4 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren)




Sesamdeller:
500 gram mager hakket svinekød
1 æg
1 revet løg
2 spsk. sesamfrø
1 tsk. stødt koriander
1 tsk. spidskommen
2 fed presset hvidløg
Salt og peber

Pasta og savoykål:
2 løg - halveret og skåret i tynde skiver
1 savoykål - Skåret i tynde stimler
2 fed finthakket hvidløg
2 dl bouillon
2 dl mini- eller skummetmælk
120 g mager ost skåret i mindre tern
Citronsaft
Salt og peber
500 g fuldkorns ravioli med spinat og ricotta

Sådan gør du:
Rør alle ingredienserne til farsen grundigt sammen. Form til frikadeller og steg dem på en slip-let pande til de er gennemstegt.

Varm lidt olie op i en stor gryde svits løg og hvidløg nogle minutter. Tilsæt bouillon og mælk og lad det simre uden låg i ca. 5 minutter. Rør af og til. Tilsæt kålen lidt efter lidt og vend rundt, til kålen falder sammen - kræver lidt tålmodighed ;). Dæmp varmen lidt mere og tilsæt ostetern, læg låg på og lad retten simre ca. 10 minutter. Smag til med citron, salt og peber. Imens koges pastaen efter anvisningen på pakken.

En hurtig og lækker hverdagsopskrift :)

onsdag den 21. september 2011

Pasta med små kødboller og tomat-topping

Til 4 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach livsstilen)




Ingredienser:
400 g hakket kalv og gris
1 revet løg
60 g reven parmesan
Reven skal fra 1 usprøjtet citron
1 æg
1 spsk tørret oregano
Salt og peber

500 g cherrytomater skåret i halve
2 hakkede løg
4 fed hakket hvidløg
Salt og peber
500 g frisk fuldkornspasta
1 bdt hakket frisk basilikum
Reven parmasan

Sådan gør du:
Bland farsen grundigt sammen med løg, parmesan, æg, citronskal, timian, salt og peber. Form små frikadeller og steg dem på en slip-let pande i en lille smule olie.

Steg løg og hvidløg i et par minutter ved svag til jævn varme og tilsæt derefter tomaterne til de begynder at blive bløde. Tilsæt lidt salt og peber.

Kog pastaen efter anvisningen på pakken og vend den i tomatsalaten sammen med kødbollerne. Til sidst vendes basilikum i retten og der drysses med parmesan inden servering.

søndag den 18. september 2011

Fiberrige luxus squashboller

Giver ca. 20 rimelig store boller
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach livsstilen og kan varmt anbefales til morgenbordet!)

Ingredienser:
½ liter lunken vand
½ pak gær
2 spsk olie
2 tsk salt
1 dl kærnemælk
1 dl grahamsmel
1 dl fuldkornsmel
1 dl hvedeklid
1 dl rugmel
1 dl havregryn
1 dl kikærte mel
175 g revet squash
75 g grofthakkede valnødder
½ dl hørfrø
½ dl sesam frø
Hvedemel
Lidt mælk til pensling

Sådan gør du:
Gær, salt og olie røres ud i lunken vand til gæren er opløst. Derefter tilsættes alle andre ingredienser og til slut blander du hvedemel i for resten. Dejen skal være klistret.

Dejen skal hæve i ½ time et lunt sted.  Derefter "formes" bollerne ved hjælp af 2 skeer på bagepapir på en ovnplade og sættes til hævning ½ time. Inden de sættes i ovnen pensles de med mælk og drysses eventuelt med lidt sesamfrø.

Bages i 20-25 min - alt afhængig af hvor store man har lavet bollerne - ved 180 grader varmluft.

mandag den 12. september 2011

Mandelkylling med grov salat

Til 4 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren. Hvis den skal spises i fase 1, skal abrikoser udlades)



Ingredienser:
400 g kyllinginderfilet
1 sammenpisket æg
100 g hakkede mandler
Paprika
Salt og peber

1 æble skåret i tern
2 stænger snittet bladselleri
200 g blomkål skåret i små buketter
200 g broccoli skåret i små buketter
1/2 porre skåret i ringe
50 g hakkede abrikoser

1 dl kærnemælk
Et bundt hakket frisk koriander
1 tsk sennep
Salt og peber
Citron

Sådan gør du:
Vend kyllingeinderfileterne i æg og dernæst i mandlerne. Læg filetterne ved siden af hinanden i et ovnfast fad med bagepapir og drys med salt, peber og paprika. Sæt fadet i en forvarmet ovn ved 200 g i 15-20 min.

Bland en salat af æble, bladselleri, blomkål, broccoli, porre og abrikos. Bland en dressing af kærnemælk, koriander og sennep og smag til med salt, peber og citron. Vend dressingen rundt i salaten.

Skøn og nem aftensmad! :)

fredag den 9. september 2011

Hvid chokolade og brombær muffins

Til ca. 12 stk. store muffins - ca. 18 små muffins
(En vaske ægte synder af værste skuffe, men man har vel lov, hvis man nu virkelig synes man har fortjent det ;) - og så kan man vel nøjes med en halv...)



Ingredienser:
4 æg

3 dl sukker

Vanilje fra 2 vaniljestænger

250 g revet rå marcipan

4 dl hvedemel

1 tsk bagepulver

100 g smeltet smør
150 g grofthakket hvid chokolade

200 g friske brombær (eller optøede og siet fra saften)

Sådan gør du:
Pisk æg, sukker og vanilje sammen til en luftigt masse. Tilsæt marcipanen og pisk dejen igennem.

Vend hvedemel og bagepulver i dejen, dernæst smeltet smør og til slut vendes chokoladen i. Fordel dejen i silikone eller papir muffinsforme og fordel bærene derpå.

Bag muffins'ene ved 175º C varmluft i ca. 25-30 min. alt afhængig af hvor store du laver dem :)

PS. Den bedste form er kageform! :D

mandag den 5. september 2011

Eksotiske koteletter i fad

Til 4 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach livsstilen)


Ingredienser:
500 g svinekoteletter
1 hakket løg
3 nektariner skåret i både – helst hårde og ikke for modne
3 tomater skåret i tern
1/2 finthakket rød chili
2 tsk. karry
1 dl. grøntsagsbouillon
4 dl. madlavningsfløde 8%
Salt og peber
3 dl fuldkornsbulgur

Sådan gør du:
Brun koteletterne på en slip-let pande i lidt olie. Læg dem i et ovnfast fad og krydr med salt og peber. Fordel nektarinbådene og tomat over.

Brun løg og chili og tilsæt karry. Når karryen er "brændt af" tilsættes bouillon og fløde. Kog saucen igennem og jævn evt. med saucejævner. Smag til med salt og peber. Hæld saucen over koteletterne og stil fadet i ovnen ved 200 grader varmluft ca. 20 min.

Kog bulguren efter anvisning på pakken og server den til koteletterne :)

søndag den 28. august 2011

Små rejekager

Til 4 personer (som hovedret)
Til ca. 8 personer (som tapas)
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren - helt ideelt til en tapas-anretning!)


Ingredienser:
500 g finthakkede rejer
2 fed finthakkede hvidløg
1 finthakket løg
1 finthakket rød chilifrugt
Fintrevet skal fra 1 usprøjtet citron
En håndfuld finthakket persille
100 g hvedemel
100 g kikærtemel
1 1/2 tsk bagepulver
Salt og friskkværnet peber
1 tsk paprika
4 spsk tør sherry
Saften fra 1 citron
Vand

Sådan gør du:
Bland de hakkede rejer med hvidløg, løg, chili, citronskal og persille i en skål. Pisk resten af ingredienser grundigt sammen til en dej. Mængden af vand skal være, så dejen får nogenlunde konsistens som en god chokoladekage-dej :) Bland derefter dejen med rejeblandingen.

Steg de små rejekager i lidt olie på er slip-let pande og server dem enten som en del af en tapas-anretning eller som hovedret med en god blandet salat :)

PS. Mængden af vand skal jeg nok præcisere i opskriften næste gang jeg laver dem, da jeg glemte at registrere hvor meget jeg fik brugt - pinligt... ;)

mandag den 22. august 2011

Græske frikadeller med tzatziki, tomatsalat og bagt aubergine

Til 4 personer
(Kan spises i alle faser af South Beach livsstilen)




Ingredienser:
450 g hakket kalv- og svinekød 3-7%
1 æg
1 revet løg
1 spsk. oregano
Salt og friskkværnet peber
100 g feta i små tern

2 auberginer skåret i grove strykker
6 tomater skåret i skiver
2 finthakkede løg
1 spsk rødvinseddike
2 spsk olivenolie
Salt og friskkværnet peber
1 tsk oregano

Tzatziki:
1 agurk
2 dl græsk yoghurt 2%
2 presset fed hvidløg
1 bundt hakket frisk dild
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Læg auberginestykkerne i et ovnfast fad med bagepapir, drys med salt og peber og bag dem i ovnen i 30 min. ved 200 grader varmluft.

Rør fars, æg, løg, oregano og salt og peber rigtig godt sammen. Vend til sidst feta forsigtigt i farsen. Form frikadellerne med en spiseske, der dyppes i varmt vand mellem hver frikadelle, så farsen ikke hænger fast i skeen og steg dem på en slip-let pande med en lille smule olie.

Drys tomatskiverne med salt, peber og løg. Bland marinaden af eddike og olie og smag til med salt og peber. Tomatsalaten hældes over med marinade og drysses med oregano inden servering.

Tzatziki:
Riv agurken og knug saften ud. Yoghurten røres sammen med hvidløg, dild og agurk og smages til med salt og peber.

fredag den 19. august 2011

Flytning, sommerferie og en blog-award!

Hvis man kan undskylde bagud, så er det det, jeg hermed gerne vil gøre :-)

Jeg har ikke været meget aktiv den sidste måneds tid, men som I næsten kan læse ud fra overskriften, har der været heftig aktivitet alle andre steder end i køkkenet - Vi har nemlig brugt en masse tid med at pakke ned, male og istandsætte tidligere lejlighed, flytte, smide utallige læs på lossen og pakke ud i ny lejlighed.

Desuden har der også været tid til en lille uges sommerferie, så nu burde jeg nok rigtig være ladet op - NOT! Nå, men jeg kan jo ikke sidde og have ondt af mig selv over at sidde i en lejlighed, hvor vi stadig ikke har fået alt på plads og over kun at kunne afholde en uges sommerferie; Nej jeg må i stedet glæde mig over snart at have fået pakket alle køkkentingene ud, have mere frisk luft og ikke mindst at kunne bruge en udtryk som "forstads-kilo" om de ekstra kilo, der har fået sat sig på sidebenene, mens jeg ikke har haft køkken-kontrol :D

Blog-award
Én ting kan jeg dog stadig juble over! Lige inden vi tog på ferie modtog jeg en blog-award af LevSundtNU og den har gjort mig så stolt og glad! Jeg har aldrig modtaget en award før! Tusind tusind tak for den Ditte!

For at acceptere blog-awarden skal man gøre følgende:
1. Takke og linke tilbage til den person, der tildelte mig awarden.
2. Dele 8 ting om mig selv.
3. Give den videre til 8 andre bloggere.
4. Kontakte de 8 bloggere og fortælle dem om deres pris.

8 ting som jeg gerne vil dele med jer:
1. Jeg tænker over hvad jeg spiser, men er ikke fanatisk - Der skal være plads til "synd" ellers er livet ikke værd at leve :)
2. Jeg tror ikke på, at man kan holde sig mæt ind til frokost med en smoothie!
3. Jeg glemmer folk er til stede, når jeg synger højt og (efter sigende) falsk på jobbet...
4. Jeg fandt i år ud af, at der er "indbyggede" konkurrencer i Tour de France.
5. Jeg har altid glædet mig til at blive pensionist, købe mig en rød filtjakke og samle mos i skoven til flotte dekorationer; som jeg så også lige skal lære at lave :)
6. Jeg taler til tider før jeg tænker, men er aldrig bange for at undskylde, hvis jeg får stødt nogen...
7. Jeg elsker at spille golf!
8. Jeg elsker, når andre kan bruge mine opskrifter og fif's!

Jeg vil gerne sende stafetten videre til:
Newyorkerbyheart – Birthe; Du er min inspiration til at komme i gang med en blog og jeg elsker at følge med på din blog!
Klidmoster – Malou; For lækre opskrifter i et dejligt lige-ud sprog og ofte underholdende tweets.
Gastromand – For lækre opskrifter, der kan få min mand i køkkenet!
Louilicious – For god inspiration og fantastiske fotos!
Marie Melchior – For lækre hurtig-retter til hverdag og lækre billeder.
Louisa Lorang – For appetitvækkende fotos og  grafisk linje, samt for et fantastisk payoff: ".. jeg er stadig sulten" :)
Slagt en hellig ko – For de smittende "Today I love" opslag.
Fjordrejen – For gode opskrifter og en fantastisk evne til at forklare simpelt og stadig få det til at se top-indbydende ud!

Hermed er blog-awarden givet videre og kontakt mig endelig, hvis I gerne vil have tilsendt et grafikstykke som det ved siden af til jeres blog :)

.:: Karina - egoshe.dk ::.

tirsdag den 9. august 2011

Lakrids panna cotta med lakridscrokant

Til 4 stk.
(Kan spises i alle faser af South Beach livsstilen, hvis du selvfølgelig bruger sukkererstatning som f.eks. Perfect Fit)




Ingredienser:
225 g skummetmælksyoghurt naturel
2 blade husblas
1 1/4 dl skummetmælk
30 g perfect fit (= ca. 50 g alm. sukker)
8 gr. lakridspulver

Til crocanten:
45 g perfect fit (= ca. 75 g alm. sukker)
20 g hakkede valnødder
6 g lakridspulver

Sådan gør du:
Beklæd en si med et rent viskestykke og hæld yoghurten deri. Lad den dryppe af i ca. 25 min.

Husblassen lægges i blød i iskoldt vand i ca. 10 min. Imens lunes skummetmælken. Pres så vandet fra husblassen og smelt den i det lune mælk. Tilsæt lakridspulver og sødemiddel og bliv ved med at piske ind til det er opløst.

Tag mælkeblandingen af varmen og rør youghurt og mælkeblandingen rigtig godt samme. Fordel panna cottaen i 4 glas eller forme. Dæk dem til med film og sæt dem på køl i min. 4 timer.

Bland alle ingredienser til crocanten og varm den langsomt op på en slip-let pande. Rør/mas så godt som muligt rundt i blandingen under opvarmningen og mas massen ud som en lille "pandekage" på panden, når den begynder at smelte lidt (så flad som muligt). Når den er blevet arbejdet så flad som muligt på panden, vendes den og skal have lidt tid på den anden side, så også den bliver klistret. Det kræver tålmodighed! "Pandekagen" ligges over på bagepapir, hvor den afkøles og brækkes i ønskede stykker og anrettes på penna cottaen.

Kræs for lakrids-elskere! :)

lørdag den 6. august 2011

non-Fried Chicken med Coleslaw

Til 4 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren. Hvis det skal spises i fase 1, skal du undlade æble og gulerod i din coleslaw)




Ingredienser:
8 kyllingelår
Saft fra 1 citron
100 g kikærtemel
1 spsk paprika
1 tsk salt
1/2 tsk friskkværnet peber
2 æg

Coleslaw:
400 g fintsnittet spidskål
2 revne søde æbler
2 reven gulerod
1 hakket rødløg
3 dl light naturel yoghurt
1 tsk sennep
Salt og peber

Sådan gør du:
Fjern skindet fra kyllingelårene og læg dem i en frysepose med citronsaften, bland rundt og lad dem trække 1 time i køleskabet. Pisk æggene sammen. Bland kikærtemelet med paprika, salt og peber. Vend først lårene i æg og derefter grundigt i melblandingen. Læg dem i et ovnfast fad med bagepapir og steg dem i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft i ca. 35-40 min.

Bland alle ingredienserne til coleslawen og server den med de lækre kyllingelår :)

tirsdag den 26. juli 2011

Kikærtepandekager med rejer og krabbe

Til 3 personer
(Kan spises i alle faser af South Beach kuren)


Ingredienser:
160 g kikærtemel
2 æg
3 dl mælk
1/2 tsk salt
1 spsk olie

1 finthakket løg
120 g krabbekød
150 g rejer
120 g revet light ost
2 dl youghurt naturel 1,5%
2 spsk hakket persille
1/2 fed presset hvidløg
Salt og peber

Sådan gør du:
Pisk kikærtemel, æg, mælk, salt og olie godt sammen og bag pandekagerne på en slip-let pande. Brug 0,75 til 1 dl dej pr. pandekage, så skulle der gerne blive ca. 6-7 stk :)

Svits løg i lidt olie ind til det ser gennemsigtigt ud. Blad løg med rejer, krabbekød og halvdelen af osten. Fordel blandingen ud på pandekagerne og rul dem sammen. Læg dem i et ovnfast fad med bagepapir.

Opvarm yoghurt med persille og hvidløg på en pande eller i en gryde og smag til med salt og peber. Hæld saucen ud over de fyldte pandekager og drys resten af osten over.

Sættes midt i en opvarmet ovn ved 175 grader i ca. 30 min. Server med en dejlig blandet salat :)

lørdag den 23. juli 2011

Andebryst med lynstegt bok choy

Til 2 personer
(Kan spises i  fase 2 og 3 af South Beach kuren)




Ingredienser:
2 andebryster
Salt og peber
500 g bok choy skåret groft
1 spsk finthakket frisk ingefær
2 fed finthakket hvidløg
2 spsk soya
1 spsk sesamfrø

Sådan gør du:
Rids skindet og drys med salt og peber. Steg brystet 8 min på skindsiden og derefter 8 min på den anden side. Brug endelig ikke noget fedt på panden, da skindsiden indeholder rigeligt med fedt. Pak derefter andebrysterne ind i staniol og lad hvile i ca. 10 min.

Varm soyaen op og lynsteg ingefær, hvidløg, bok choy og sesamfrø i 3 min. og server den lækre varme bok choy salat med andebrystet.

Det mest fornuftige, i forhold til at holde den slanke linje, vil nok være at skære skindet væk og give det til en anden, men hvis man ligesom mig til tider synder, så behold for guds skyld skindet :D

torsdag den 21. juli 2011

Rugspaghetti med kammuslinger og persille pesto

Til 2 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren)



Ingredienser:
250 g rugspaghetti

150 g kammuslinger

2 spsk light smør (Til at stege kammuslingerne i)

30 g persille (uden stængler)
1 spsk kapers i salt, skylles under koldt vand

30 g pinjekerner

1 fed hvidløg
Reven skal af en 1/2 usprøjtet citron
2 spsk olivenolie

Salt og peber

Sådan gør du:
Dup kammuslingerne tørre. Smelt smørret i en pande, steg kammuslinger i 1 minut ved høj varme på hver side, læg derefter kammuslingerne til side og dup dem let af for overskydende fedt.

Blend persille, pinjekerner, kapers, hvidløg og olie i en foodprocessor til en ønsket pesto konsistens- Jeg kan godt li den lidt grov :) Bland pestoen med citronskal og smag til med salt og peber.

Kog rugspaghettien ca. 1 minut mindre end anvist på posen. 
Når spaghettien er kogt, hældes vandet fra og persillepestoen og kammuslingerne vendes med spaghettien i gryden.
 Varm det hele i 3 minutter mens der forsigtigt vendes rundt. 
Smag til med salt og peber og server straks.

tirsdag den 19. juli 2011

Laks i fad med belugalinser

Til 4 personer
(Kan spises i alle 3 faser af South Beach livsstilen)

Ingredienser:
800 g laksefilet uden skind
2 ds hakkede tomater
Salt og peber
1 bdt hakket frisk Basilikum
1 spsk tørret oregano
2 bdt forårsløg skåret i små ringe
400 g frossen helbladet spinat
50 g revet light ost
3 dl belugalinser
1 grøntsagsbouillonterning

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 200 grader varmluft.

Læg laksestykkerne i et ovnfast fad. Åbn de hakkede tomater og hæld dem ud over laksen så det dækker helt, drys med salt, peber, basilikum, oregano og forårsløg. Fordel spinaten i fadet og sæt fadet i ovnen i ca. 20 min. Tag fadet ud, riv osten og drys det over retten og sæt fadet tilbage i ovnen i 5 min. 

Kog linserne efter anvisning på posen tilsat en boullionterning og server dem til retten. Dejligt nemt og det meste passer sig selv :)

onsdag den 13. juli 2011

Kyllingefad med edamame bønner og blomkålslåg

Til 4 personer
(Kan spises i alle faser af South Beach livsstilen)




Ingredienser:
450 g blomkål
1 stort finthakket løg
2 fed finthakkede hvidløg
450 g hakket kyllingekød
275 g optøede og bælgede edamamebønner (kan købes løse i pose hos mange asiatiske købmænd)
1 dl grøntsagsbouillon
2 tsk worcestershiresauce
2 spsk creme fraiche 9%
1 stor æggeblomme
60 g revet light ost
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Kog blomkålet helt mørt. Varm i mellemtiden en stor slip-let pande op og svits løg og hvidløg i ca. 5 min. i en lille smule olie. Tilsæt kyllingekødet og gennemsteg det. Dernæst tilsættes edamamebønner og steger med i ca. 3 min, hvorefter bouillon og worcestershiresauce tilsættes og der smages til meds alt og peber. Hæld "kødsaucen" i et ovnfast fad med bagepapir.

Pisk det kogte blomkål med creme fraiche, ægeblomme og en smule salt til en jævn mos. Fordel blomkålsmosen jævnt over "kødsaucen". Drys med ost og sæt retten i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft og bag den i 20-25 min.

Server med en dejlig simpel salat :)

mandag den 11. juli 2011

Cremet og krydret linse- og gulerodssuppe

Til 5-6 portioner
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach livsstilen)


Ingredienser:
1 spsk olie
1 stort løg skåret i grove stykker
3 snittede forårsløg
4 fed hvidløg skåret i grove stykker
65 g soltørrede tomater
2 tsk stødt spidskommen
3 tsk chili
2 tsk gurkemeje
1 tsk stødt koriander
750 g gulerødder skåret i grove stykker
1 l grøntsagsbouillon
150 g røde linser
3 dl mælk
2 dl creme fraiche max 9%
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Svits løg, forårsløg, hvidløg og soltørrede tomater i olien et par minutter i en stor gryde/suppegryde og svits derefter spidskommen, chili, gurkemeje og koriander med. Så tilsættes gulerødder, linser og bouillon og småkoger i ca. 30-40 min til gulerødderne er møre. Tilsæt mælk og creme fraiche og blend det hele til en fin konsistens og smag til med salt og peber inden servering.

Tip:
Hvis man gerne vil have en tyndere konsistens, kan man blot tilføre mere mælk eller vand under blendningen, indtil man når den ønskede konsistens.

Kan sagtens fryses ned i portioner, så der er noget nemt til frokost på jobbet, hvis du har mulighed for at varme det op der - evt. i microovn :)

fredag den 8. juli 2011

Fuldkornsfettuccine med chorizosauce

Til 2 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren)

Ingredienser:
200 g mager chorizopølser skåret i tern 
1 stort hakket løg   
1 ds hakkede tomater
1 dåse tomatpure
Sødemiddel svarende til 1 spsk sukker
1 tsk stødt spidskommen
1 bdt hakket frisk basilikum
Balsamico
250 g fuldkornsfettuccine

Sådan gør du:
Svits choriziopølse og løg i en gryde. Tilsæt hakkede tomater, tomatpure, sødemiddel og spidskommen. Og lad det simre i min. 15 min. Tilsæt så basilikum og smag til med balsamico.

Kog pastaen efter anvisning på pakken og server med saucen. Hurtigt og lækkert - ikke mindst med et glas godt rødvin til ;)

søndag den 3. juli 2011

Gigant chocolate chip cookies

Til ca. 15 store cookies
(Må ikke spises i nogle af faserne, men hvis man skal synde, er det en lidt sundere måde at lave disse dejlige cookies på :) )


Ingredienser:
250 g finvalsede havregryn
200 g hvedemel
1 tsk natron
1 tsk bagepulver
1 tsk salt
Vaniljekorn fra 2 vaniljestænger
200 g kærgården light smør
200 g brun farin
Sødemiddel i pulverform svarende til 200 g sukker (jeg bruger 120 g Perfect Fit)
2 store æg
200 g groft hakket chokolade 70%
150 g hakkede hasselnødder

Sådan gør du:
Forvarm ovnen til 190°C varmluft.

Blend havregryn, mel, natron, bagepulver og salt rigtig godt.

Pisk vaniliekorn, smør, brun farin, sødemiddel og æg blødt i en skål og rør derefter massen sammen med melblandingen. Rør til sidst chokolade og hasselnødder i.

"Klat" dejen ud på to bradepander med bagepapir - en god skefuld - og tryk dem lidt flade.

Bag dem i ca. 10 min. hvorefter de køles af. - Spis dem med et glas mælk til og du føler dig som i himlen!

torsdag den 30. juni 2011

Torsk med serranoskinke og grøntsager i ovn

Til 2 personer
(Kan spises i alle faser af South Beach livsstilen)


Ingredienser:
225 g torskefiletter, 3 stk.
80 g serranoskinke, 6 skiver
250 g cherrytomater, skåret i halve
1 squash skåret i mundrette stykker
1 aubergine skåret i mundrette sykker
2 finthakket fed hvidløg
1 bdt frisk hakket basilikum
1 spsk olie
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Opvarm ovnen til 180 grader varmluft. Bland squash og abuergine med hvidløg, basilikum og olie og læg blandingen i et ovnfast fad med bagepapir. Krydr med salt og peber. Sæt grøntsagerne i ovnen i 30 min.

Dup torskestykkerne tørre og drys med friskkværnet peber. Vikl serranoskinken omkring fiskestykkerne - 2 stykker pr. torskefilet, så de er dækket på langs - og læg dem i et ovnfast fad med bagepapir. Bag fisken i ca. 10 minutter og slut af med grillfunktion i 3-5 min.

onsdag den 29. juni 2011

Fuldkorns pastasalat med broccoli og abrikos

Til 2 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach livsstilen og er et fantastisk supplement til kødet fra sommer-grillen!)

Ingredienser:
150 g fuldkorns pastaskruer
400 g broccoli skåret i små buketter
1 finthakket fed hvidløg
50 g abrikoser skåret i små stykker
30 g solsikkekerner
10 g friskreven parmesan
1 spsk olie
Et drys salt og friskkværnet peber
Lidt saft fra en citron

Sådan gør du:
Kog pastaen efter anvisning på posen og afkøl. Kog de små broccoli buketter al dente og afkøl.
Bland resten af ingredienserne godt sammen med pastaen og broccolien og du har en dejlig salat :)

PS.
Pølsen på billedet er vist ikke helt "lovlig" i livsstilen, men hvis du gør som mig - altså synder af og til - så sørg for at gøre det med en rigtig god fedtfattig og kødfuld pølse fra slagteren ;)

mandag den 27. juni 2011

Kyllingedeller med yoghurtsalat

Til 3 personer
(Kan spises i alle 3 faser af South Beach kuren - Og jeg er sikker på, at man også kan grille dellerne på spyd på grillen her i sommertiden :) )


Ingredienser:
400 g hakket kyllingekød

200 g optøet og knuet helbladet spinat

1/2 tsk salt

1/2 tsk peber

1 spsk finthakket frisk rosmarin

1 tsk chili
1 æg
2 pressede fed hvidløg

2,5 dl græsk yoghurt light
1 stor squash skåret i mundrette stykker
300 g optøet og knuet helbladet spinat

1 tsk garam masala
1 presset fed hvidløg
Salt
Friskkværnet peber



Sådan gør du:

Hakket kylling, spinat, salt, peber, spinat, rosmarin, chili, æg og hvidløg røres sammen til en fars og formes til frikadeller, som steges i lidt olivenolie på en slip let-pande.

Yoghurten røres sammen med Garam Masala og hvidløg og smages til med salt og peber. Herefter vendes squash og spinat i og yoghurtsalaten er klar til servering med den små kyllingedeller :)

lørdag den 18. juni 2011

Fuldkorns linguine med tigerrejer

Til 2 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren)


Ingredienser:
250 g frisk fuldkorns linguine
200 g pillede sorte tigerrejer
500 g store cherrytomater skåret i kvarte
4 finthakkede fed hvidløg
1 bdt hakket frisk basilikum
4 snittede forårsløg - opdel det hvide for sig og det grønne for sig
Salt og friskkværnet peber
Friskrevet parmesan

Sådan gør du:
Svits hvidløg og det hvide af forårsløgene i en lille smule olie. Tilsæt dernæst tomaterne og steg til de begynder at væske godt. Til slut tilsættes det grønne af forårsløgene, basilikum samt rejerne i ca. 4 min. Smag til med salt og peber.

Kog linguinen efter anvisningen på pakken. Hæld vandet fra og vend den med saucen. Server med friskrevet parmesan.

onsdag den 15. juni 2011

Oksemørbradbøf med toppet aubergine

Til 2 personer
(Kan spises i alle faser af South Beach livsstilen)


Ingredienser:
2 dejlig store oksemørbrad bøffer
1 aubergine skåret i skiver på langs (ca. 1 cm tykke)
1 sammenpisket æg
60 g smuldret fetaost
2 spsk hakket frisk rosmarin
1/2 bakke vår-/feldsalat
1/2 avokado skåret i mundrette stykker
Citronsaft
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Bland den smuldrede feta med æg og rosmarin og fordel det ud over aubergineskiverne. Bag dem i ovnen i 20-25 min ved 180 grader varmluft.

Steg bøfferne til ønsket farve - I like it red! :D - Og krydr med salt og friskkværnet peber.

Server bøfferne og de toppede auberginer med en simpel salat med vår-/feldsalat og avokado vendt i citronsaft og smagt til med et drys salt og friskkværnet peber.

PS. Hvis du er i fase 2 eller 3 er et godt glas rødvin helt ideelt hertil :)

mandag den 13. juni 2011

Frugtbar

(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren. Perfekt lille snak der tager sukkertrangen - Evt. som aftensnack/dessert - Sørg dog for ikke at lave dem for store, eller nøjes med en halv)


Ingredienser:
100 g dadler
100 g mandler
100 g figner
100 g tørrede abrikoser
1 dl kokosmel
Skal fra 1/2 appelsin (ikke sprøjtet)
Saft af 2 appelsiner ca. 1 1/2 dl.
2 tsk revet ingefær
50 g mørk chokolade min. 75%

Sådan gør du:
Blend dadler, mandler, figner og abrikoser og bland massen med kokosmelet.

Riv appelsinskal fint og kog op med appelsinsaften. Kog det til der er ca. halvdelen tilbage. Når appelsinlagen er taget af varmen tilsættes ingefær.

Saften og massen æltes godt sammen og det trykkes godt ud i en form med bagepapir. Lav højden ca. 1 cm.

Stilles køligt nogle timer eller natten over. Derefter skæres den ud i passende strørrelse barer. Smelt chokoladen i microen og pensel frugtbarerne med den. Opbevares på køl.

fredag den 10. juni 2011

Krydrede kikærtedeller og vårsalat

Til 2 personer
(Kan spises i alle 3 faser af South Beach livsstilen)

Ingredienser:
250 g kogte kikærter
1 tsk stødt koriander
1 tsk chili
1 tsk gurkemeje
1 bdt frisk koriander
2 æg
1/2 dl creme fraise max 9%
2 spsk kikærtemel
1 finthakket løg
1 finthakket grøn peber
Salt og peber

1/2 avokado skåret i stykker
2 spsk hakket frisk koriander
1/2 bakke vår- eller feldsalat
Tabasco
Citronsaft
Salt og peber

Sådan gør du:
Blend kikærterne med stødt koriander, chili, gurkemeje, frisk koriander med stilkene, æg, creme fraise og kikærtemel. Rør derefter løg, grøn peber og salt og peber i.

Steg kikærtedellerne på en pande med en smule olie mens du blander avokado med koriander og feldsalat, for til sidst at vende salt og peber samt citronsaft og et par dråber tabasco i.

En helt fantastisk sommerret :)

onsdag den 8. juni 2011

Hurtig og simpel spaghettiret

Til 4 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren og er fantastisk når man har travlt! Det er dog ikke den sundeste ret pga. al pestoen, så retten er ikke egnet til at spise så ofte)

Ingredienser:
400 g tørret fuldkorns spaghetti
125 g kalkunbacon skåret i strimler
2 squash eller courgetter skåret i mindre stykker
300 g cherry blommetomater skåret i halve
3 spsk grøn pesto
Friskrevet parmesan

Sådan gør du:
Kog spaghettien efter anvisningen på posen.

Svits kalkunbaconen i en lille smule olie og tilsæt squash som brunes med. Tilsæt dernæst tomaterne og steg til de begynder at væske godt.

Hæld vandet fra pastaen og vend den med pestoen og grøntsags-bacon blandingen. Server med friskrevet parmesan og vær' så god at spis :)

torsdag den 2. juni 2011

Spinat og linser i peanutsauce

Til 6 personer
(Kan spises i alle 3 faser af South Beach livsstilen)


Ingredienser:
2 løg - Halveret og skåret i strimler
2 tsk chili
250 g peanuts
500 g frossen helbladet spinat
200 g grønne linser (skyllet)
1,5 l vand
Salt og peber

Sådan gør du:
Lad spinaten tø op og knug vandet fra. Blend peanuts så fint som muligt. Svits løg og chili i lidt olie i gryde. Tilsæt derefter vand, peanuts-melet, spinaten og linserne og lad simre i ca. 30 min til linserne har den ønskede konsistens og smag til med salt og peber.

Det er SÅ nemt og smager dejligt :)

mandag den 30. maj 2011

Lyn-wok med kylling

Til 3 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren)


Ingredienser:
150 g fuldkornsnudler
2 spsk tahin
2 kyllingefileter skåret i strimler
1 presset fed hvidløg
1 spsk reven ingefær
1 tsk. chili
1 porre skåret i strimler
1 grøn peberfrugt skåret i strimler
1 ds asiatiske grøntsager (200 g drænet vægt)
3 spsk teriyakisauce
1 spsk soyasauce

Sådan gør du:
Kog nudlerne som anvist på pakken. Brun kyllingestrimlerne i en slip-let wok i tahin med hvidløg, ingefær og chili og tilsæt derefter porre, peberfrugt og de asiatiske grøntsager under let omrøring i ca. 3 min ved høj temperatur. Tilsæt til slut teriyakisauce, soyasauce og nudlerne. Varm igennem inden servering.

That's it :)

søndag den 29. maj 2011

Serrano-torsk med grøn perlebyg-otto

Til 4 personer
(Kan spises i fase 2 og 3 af South Beach kuren)



Ingredienser:
300 g grofthakket frisk spinat
2 porrer skåret i ringe
1 finthakket løg
1 finthakket fed hvidløg
1 spsk olie
300 g perlebyg
2-3 spsk hakket frisk rosmarin
1,2 l grøntsagsbouillon
50 g reven parmesanost

4 torskefileter
friskkværnet peber
4-8 skiver serranoskinke

Perlebyg-ottoen:
Varm olien i en dyb slip-let pande eller slip-let wok og rist perlebyggene et øjeblik. Tilsæt løg, hvidløg og rosmarin. Spæd lidt efter lidt til med bouillon, mens perlebyggene simrer ved svag varme og langsomt optager bouillonen. Ha' tålmodighed og beregn ca. en times kogetid i alt under jævnlig forsigtig omrøring.

Ved sidste tilsætning af bouillonen, tilsættes også spinat og porre. Når perlebyg-ottoen er klar, vendes parmesanosten i lige inden serveringen.

Torsken:
Opvarm ovnen til 180 grader varmluft. Dup torskestykkerne tørre og krydr med peber. Vikl serranoskinken omkring fiskestykkerne - op til 2 stykker pr. torskefilet, så den er dækket på langs - og læg dem i et ovnfast fad med bagepapir. Bag fisken i ca. 10 minutter og slut af med grillfunktion i 3-5 min.

Efterspørgsel:
Er der nogen der har forsøgt sig med perlespelt-otto? Jeg tror nemlig det vil være mit næste "otto-projekt" :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...